48
sagde jeg, at min Tid ikke tillod denne Trækken i Langdrag. Nu maatte hun tale. Hun rejste sig, stemte Hænderne mod Bordfladen og spurgte — og det var, som om hun flængede Spørgsmaalet ud af sit eget Indre: Er det nødvendigt, en Kvinde betror sin Fortid til den Mand, hun skal giftes med?
— Jeg svarede herpaa et Ja uden Betingelse og forklarede hende, at efter mit Synspunkt, kunde et Ægteskab, der ikke var grundet paa Sandhed og fuld Tillid fra første Færd, aldrig blive lykkeligt.
— Hun havde sat sig igen og ludede nu helt sammen, som havde hun ikke ventet dette Svar, Jeg søgte at mildne Slaget og sagde, hun sikkert uden Frygt kunde betro sin Forlovede det, der nu pinte hende, og at hun bagefter vilde føle sig velsignet lettet. Hun rystede paa Hovedet og saa paa mig. Hendes Blik formelig krympede sig i Smerte. Jeg spurgte:
