47
vilde jeg kunne føle det med hvert Haar paa mit Hoved … Senere skulde jeg blive mindet om disse Ord. I Dagbogen stod: Erhardt har løjet. Hun er hos ham. Jeg pines. Jeg pines …
— Jeg forlod Ida uden at tale. Hendes Blik trængte ind i min Ryg som en Fiskekrog, men jeg gik. Da Døren mellem os var lukket, tøvede jeg, tøvede jeg længe. Det var næsten med Væmmelse, jeg atter betraadte min egen Stue og aabnede Havedøren. Den svage Lyd af Marias Skridt forekom mig som Larm, der maatte vække Idas Opmærksomhed. Jeg gik ud for at se. Alt i Huset var stille. — Lampen i Spisestuen var slukker. Med bøjet Hoved som en Forbryder gik Maria ind i min Stue. Vi satte os. I min forvirrede Stemning sørgede jeg for, at Afstanden mellem os blev størst mulig. Selv nu havde hun vanskeligt ved at tale. Dette opirrede mig. I en ret haard Tone,
