46
satte mig hos hende. Spise kunde hun ikke. Foran hver Bid standsede hun og saa ud for sig, som om hun saa et gyseligt Syn, og hvergang strejfede hendes Blik mig paa en egen øm, anklagende og forskende Maade. Jeg bad hende gaa til Ro snarest, da jeg skulde ind til min Prædiken. Hun nikkede lydigt som En, der ikke har nogen Vilje selv, men idet jeg bøjede mig for at kysse hende til Godnat, hviskede hun: — Det er, ligesom jeg alligevel kom for sent … Dybt bevægede denne Udtalelse mig, og jeg følte den heftigste Trang til at være sanddru imod hende og fortælle hende det lidet, der var sket. Og saa i Guds Navn lade hende tro eller tvivle. Men jeg vaandede mig ved at skaffe hendes arme skælvende Sind mere Bekymring. Tilmed vidste jeg jo, at mine Hensigter var redelige. — Paa den anden Side havde Ida engang sagt til mig: Hvis du nogensinde løj for mig,
