44
mod Havedøren for at komme bort. Jeg holdt hende tilbage. Hun bad: Lad mig hellere gaa … Ingen maa se mig, jeg vil ikke tale med nogen.
— I Virkeligheden var hun saa oprevet, at Ida umuligt havde slaaet sig tiltaals med den Forklaring, at hun kom for at besøge os. Hun saa paa mig. — Vognen kørte ind i Gaarden. Det drejede sig om Sekunder. Halvt fraværende sagde jeg: — Bliv! Hun gik helt hen til mig: — Men ingen, ingen uden De maa vide det … ingen. Dennegang svarede jeg: Jeg har ingen Hemmeligheder for min Hustru. Det gav et Gys i hende, saa hviskede hun: Nej, naturligvis … nej … vær ikke vred … Farvel!
— En Tanke strøg gennem mit Hoved: Gaarden, hvor hun var Lærerinde, laa over halvanden Mil fra mit Hjem. Hun var aabenbart kommen gaaende. — Skulde hun nu i Mulm og Mørke tilbagelægge
