33
paa at fange hendes Blik. — Det lykkedes over al Forventning. Vore Blikke faldt til Hvile i hinanden, som kunde de ikke løsnes igen. Der var en Art sjælelig Omfavnelse i dette Øjemøde. Fra min Side var det forklarligt, var det den umiddelbare Virkning af et overraskende Skønhedsindtryk. Aldrig før og aldrig siden har jeg set Øjne som disse. Deres Udtryksfylde overgik endog Mundens. Men de var ligesaa urolige. De skiftede Udtryk i det uendelige. — Snart var Blikket dødtræt og sløvet, snart lidenskabelig ømt, snart tungt og dybt. De virkede paa mig som en lys Nattehimmel fuld af jagende Stormskyer. Jeg har aldrig helt faaet Forklaring paa, hvorfor hun hin Dag stirrede saaledes paa mig, men jeg véd, at hun allerede dengang tænkte paa at betro sig til et Menneske, og at hun i dette Nu lod Valget træffe mig. Pludselig gav det et Jag i mig. Jeg havde glemt
