28
stodes, naar Natten var til Ende og Søndagmorgen oprandt. Mangen Lørdag Nat, naar jeg overtræt kom ud fra mit Studereværelse, fandt jeg Ida siddende inde i Stuen, i Mørke, henne ved Vinduet. Hendes Hænder var kolde. Hendes Læber var kolde. Jeg havde prøvet at tale alvorligt med hende om dette, jeg havde Gang paa Gang forklaret hende, at naar hun var tilstede, optog hun mig i den Grad, at jeg ikke kunde holde Tankerne ved Arbejdet. Hun svarede bedrøvet: Du har vistnok Ret, men jeg forstaar dig ikke. Jeg kan kun tænke, naar du er hos mig. Naar du gaar, er der, som alle mine Tanker farer vild og fryser ihjel. Naar du er hos mig, er de som en Flok Sommerfugle. Men naturligvis, naar du maa være alene, saa maa du jo!
— Jeg kom aldrig nogen Vegne overfor dette. Søndagmorgen var hun atter lykkelig og overstadig som et Barn.
