21
værk … Tilfældigheder, der kostede Mennesker Livet … Iaften, saamange Aar efter, faar jeg Lyst at fortælle det … Hvorfor? … Jeg har baaret det alene saalænge, jeg kunde vel ogsaa bære det alene min Tid ud, men noget i mig skynder paa. Og hvem véd, maaske kan min Historie komme nogen af de Tilstedeværende til gode … Hvem véd … Menneskene dømmer ofte ubesindigt … Men vil man taalmodigt høre paa mig, jeg kan næppe fatte mig i Korthed!
Et fint Smil gled over hans Ansigt, idet han tilføjede: — Husk, en Præst er vant til at brede sig!
Vi rykkede nu sammen, overbeviste om at faa noget forbavsende at høre.
Præsten og Kammerjunkeren var de eneste, der stod op, de stod hver paa sin Side af den brede Trappe, Præsten lænet mod Birketræet, Kammerjunkeren
