Side:Over al Forstand.djvu/26

Denne side er blevet korrekturlæst

18

sit Kald ude paa Landet, hvor han i Fred med alle Mennesker dyrkede Blomster og kultiverede Sjæle paa samme blide, nænsomme Vis.

Han var Enkemand, og jeg havde længst fattet, at hans uafladelige Sørgmodighed havde sin Grund i tunge Minder. Man havde fortalt mig modstridende Historier om Hustruens Død, ja havde endog kastet Skygge paa ham. Jeg var klar over, at hvorledes alt det øvrige end hang sammen, Præstens Samvittighed var ren.

Jeg var ikke ene om min lille "Faible" for ham. Han virkede stærkt paa de fleste Kvinder, skønt han sikkert ikke selv havde Anelse derom.

Han stod i dette Øjeblik lænet op mod en rank Birkestamme, der hvidnede mod hans sorte Skikkelse, og han sagde, uden at røre sig — og Stemmen, der ejede en