12
spejledes i Voldgravens Dunkelhed, hvor enkelte Svaner endnu, sovende, flød om som tabte Fnug af Daghimlens hvide Skyvinger.
Saadanne Timer var det, som om usynlige Hænder spillede paa vore Hjerters Strenge og stemte dem i samme Tonart. Dagens hensigtsløse Leg med Ord og Smil var langt fra os, alvorligt talte vi om alvorlige Ting.
Den Stemning, hine Nætter magisk paatvang os, kunde være sørgmodig eller vild eller højtidelig, kun ikke let.
Oftest var det saa, at en eller to førte Ordet, medens vi andre kun nu og da indførte en Bemærkning, som i Folkevisen, hvor Jomfruen synger for, medens Ternerne synger Omkvæd.
En Aften — efter en Dag saa lummerhed, at vi alle først aandede op efter Solnedgang — blev Samtalen baade almindelig og ilter.
