Denne side er blevet korrekturlæst
104
hjem, var Ida staaet op og sad henne ved Vinduet.
— I min forpinte Sindsstemning ænsede jeg ikke det unaturlige heri, før Ida vaklende kom hen imod mig, tog mig om Hovedet og hviskede: Du kom for sent, Erhardt, du kom for sent! Og hendes smaa tynde Hænder kærtegnede mig, som var det hende, det tilkom at trøste …
— Først Maaneder efter hendes Død fandt jeg den lille Dagbog i hendes Sybordsskulfe. Med Blyant havde hun denne Nat skrevet:
… Jeg vidste det, jeg vidste det. Hun er hos ham igen …
Og paa næste Blad med rystende Skrift:
… Han er staret op, han er gaaet ud for at lede efter hende. Stakkels Erhardt …
