Denne side er blevet korrekturlæst
97
den Forvildelse, der havde berøvet hende Taleevnen:
— Hvad er der sket, Maria, hvad er der sket? Er han død? og jeg tænkte paa Pastor U. Maria stod tavs overfor mig, de tunge forvaagede Øjne stirrede paa mig med et næsten blindt Udtryk. Det var, som om Sjælen var dræbt i dette levende Vrag. Saa gav hun sig til at le — det var Dødsklokkernes Kimen over hendes Lykke.
— Hun sagde stadig ikke noget, men lo og lo, medens Trækkene mere og mere forvredes og Øjnene ligesom sank dybere og dybere ind i deres Huler.
— Maria, sagde jeg, hvor har De været? Hvem er Skyld i dette?
— Og nu svarede hun: — Hvor jeg har været? Spørger De om det? Jeg har kørt i Kupé med ham … alene, fire Timer i Træk. Den Mand, jeg elsker,
