Denne side er blevet korrekturlæst
93
vel det faldt mig tungt at gaa fra hende, medens hun sad dèr og aabenbart ikke var Herre over sig selv.
— Hun raabte efter mig, og hendes kære lyse Stemme var helt hæs af Ophidselse: Luk Dørene efter dig, hører du, luk alle Dørene. Ikke én maa staa aaben!
— Med Fortvivlelse i Hjertet gjorde jeg hende til Vilje, men jeg bestemte i dette Nu, at fra næste Dag vilde jeg have en Sygeplejerske i Huset. En Fremmed vilde bedre rolig og selvfølgelig kunne vejlede min arme lille Hustru, naar Tankerne traadte de vildsomme Stier.
— Jeg tog Biblen for mig og slog op Sted efter Sted for at finde Trøst, forgæves, ogsaa jeg blev mere og mere urolig.
