Side:Over al Forstand.djvu/100

Denne side er blevet korrekturlæst

92

— Pludselig hørte jeg et hvinende Skrig, jeg styrtede ind og saà Ida sidde oprejst i Sengen og ligesom afværgende strække Armene ud. Da jeg ude af mig selv af Angst spurgte, hvad det betød, svarede hun mig klangløst: Jeg drømte!

— Og uvilkaarlig dreves mine Tanker i samme Nu til hin Lørdagnat, hvor hun havde sagt de samme Ord, ogsaa uden at forklare sig. Hun blev siddende oprejst og saà frem for sig med stive Blikke, som om hun lyttede efter noget.

— Jeg lyttede ogsaa, men hørte intet. Sovekamret vendte ud mod Gaarden, og dèr var nattestille. Jeg satte mig paa Sengekanten og lagde Armene om hende for at beskytte hende mod hendes syge Frygt, men hun løsnede dem og bad mig gaa.

— Lægen havde sagt, hun fremfor alt maatte skærmes mod Sindsbevægelse, altsaa maatte jeg føje hende og gaa, hvor-