76
Naar et »fornuftigt« Menneske vender sig bort fra Dans og Leg som fra Daarskab, saa lukker han sig for noget. Og naar han forkaster Religionen med den Motivering, at Naturvidenskaben lærer ham Umuligheden af Mirakler, og at han vil leve i Sandhed, saa er denne Sandhedsform atter af lukket Natur. Men ogsaa ved den lukkede Sandhed støde vi paa Artsforskel. De to nævnte Eksempler ere artsferskellige. I det sidstnævnte Tilfælde er Sandheden af en højere, abstrakt Art (Livssandhed) end den, hvormed Manden vendte sig fra Dansen (konkret Sandhed).
Man har altsaa Sandhed i to modsatte Betydninger eller Former, saa indbyrdes forskellige, at hvad det ene Menneske kalder Livssandhed, kan det andet kalde for Livsløgn, og under hver af disse to Hovedformer have vi igen en hel Del indbyrdes meget forskellige Arter, der maa vurderes paa forskellig Maade. Det synes indviklet.
Det er den lukkede Gruppe, der i vore Dage aldeles har indtørret Folk. Har man paa den aabne Sandheds Omraade muligen nu og da været for lidet hensyntagende til den aandelige Udvikling, som man ikke ustraffet kan slaa en Streg over, saa ere Følgerne til Ulykke for Samfundet heller ikke udeblevne. Man er kommet ned paa et Minimum. Nutildags kunne Folk neppe engang mere more sig i Sandhed. Det er ikke nogen Overdrivelse, at der i vor Tid lever Mennesker, der ikke have set aaben Sandhed siden deres Barndom — som Børn have vi alle set den. Deres Tid — den eneste de have — gaar hen, uden at de egentlig nogensinde have aabnet sig for noget. Det er ufatteligt, hvilken Nøjsomhed der eksisterer i saa Henseende. Man betragter denne Fattigdom som noget, der nu engang skal være. Der gives Mennesker, der overhovedet betragte det som usandt at aabne sig. De leve i en jævn lunket Lukkethed, saa længe det kan gaa, og naar det ikke kan gaa længere, gøre de op med en eller anden aandelig Fallit, ved hvilken de komme til den for dem overraskende Erfaring, at man ikke kan leve paa »Sandhed«. Det er ikke saa sært; thi deres Sandhed er den lukkede. Og man kan ikke leve paa Lukkethed.
Alvor kan være ensbetydende med Sandhed, men kan ogsaa helt udelukke Sandhed. Der gives en Alvor, man kan blive saa forunderlig ked af; det er den, der almindelig præger sig paa Ansigterne af Gæster i et Restaurationslokale. Naar man i et Provinshotel ser en Hotelgæst sidde ved Vinduet med Avis, Sodavand, Cognak og Cigar, hørende paa den uden for paa Torvet opstillede Regimentsmusiks Præstationer, kan der
