29
kun af Nødvendighed kommen, med deri. Dog aldrig saa snart var jeg gaaet et lille Stykke Vej, for det igen lød: Di .. di .. de rit dit. Men denne Gang maatte jeg næsten le; thi saa yndig en Musik har jeg da aldrig hørt; det var, som om den løftede En i dansende Jubel fra Jorden. I det ene Øjeblik satte man let og fint en Taaspids lige paa Næsen af Tante Lene, i det andet pirouetterede man foran Musikeren, der skulde have 3 Kr. Timen og gjorde pas de bas foran den bitre Frue ved de røde Portierer. Man kunde have hylet af Latter. Jeg saa jublende paa, hvorledes de store, grønne Knopper paa Træerne bagede sig i Foraarssolen. Hvor Livet kunde være rart, naar man blot forstod at leve det!
Hvis jeg nu tør gaa ud fra, at Læseren ved, hvad jeg mener med Intetfang, kan jeg gaa over til at omtale den Mærkelighed ved dette Fang, at man ikke bemærker noget Fangobjekt. Det er en Selvfølge, at der maa være et saadant; man kan ikke fange intet. Objekt maa der være, og synes det ikke saa, maa det være, fordi Objektet unddrager sig vor Iagttagelse; det kan siges med samme Sikkerhed som den, hvormed man beregner Tilstedeværelsen af en usynlig Planet.
Men hvad kan det vel være for et Objekt, der ikke kan iagttages. Ja, vi saa jo ved Luft og Vand, hvorledes et saadant Forhold var muligt. Et Element, der omgiver os til alle Sider, er man tilbøjelig til at overse. Naar en Fugl flyver i Luften, tror den sikkert, at den flyver i ingenting. Saaledes maa Forholdet være. Der maa være et os til alle Sider omgivende Element, som vi ikke mærke.
Ja, men Fuglen maa dog, hvis den har mindste Observationsevne, ved mange Lejligheder, ved Vindstød o. l. kunne mærke, at der er noget omkring den. Det kunne vi ikke.
Jo! Det kunne vi under samme Betingelse nok. Jeg skal nævne et lille Eksempel:
28. En lille Fortælling i Turgénjews »En Jægers Dagbog« —
Biæschin-Engen — havde i høj Grad grebet mig ved sine
Naturskildringers Renhed, især dette Sted, hvor Fortælleren, efter at have
beskrevet Stjernehimlen og Stjernene, der syntes at bevæge sig hen
