hedsfulde ved denne hele Fremgangsmaade viser sig endvidere deri, at Documentet ikke er indfört i Althingsbogen Aaret efter, saa at det ikke synes at være blevet i dets Heelhed bekjendt i Island förend længe efter[1].
Saaledes er den arvelige Enevoldsregjering indfört i Island. Man har haft endeel at udsætte paa den Form, hvorunder den er indfört i Danmark og Norge, men jeg troer ganske vist, at Enhver vil finde endnu svagere Sider ved Formen for dens Indförelse i Island. Jeg troer ikke engang at den lader sig bruge til derpaa at opföre nogen retlig Fordring, eller retlig Beviisförelse, og at den kun kan være brugelig til hvad den hidtil har tjent til, nemlig at grunde derpaa en faktisk Tilstand, som Intet andet har at paaberaabe end sin egen Existents, og den Magt, som til hver Tid kan reise eller opretholde status quo. Sæt endog, hvad dog vistnok meget maa betvivles, at man kan være berettiget til at fraskrive sig og sine Efterkommere al lovlig Ret, saa maatte der dog, naar Nogle skulde underskrive paa Alles Vegne, være et Beviis tilstede, at disse havde vidst hvortil de gave Fuldmagt, og at de virkelig havde givet Fuldmagt til en slig Forskrivning. Men her er netop Beviis for det Modsatte. Det er aabenbart, at Islænderne have netop aflagt Arvehyldingseden i den Mening, derved at sikkre sine til den Dag vedligeholdte politiske Rettigheder og vinde de tabte. De have underskrevet Souverainitets-Akten enten uden Fuldmagt ad hoc, og derfor uden Gyldighed, eller ogsaa i god Tro til deres Konges Ord, og hans Commissairs Forsikkringer, som Alle kjendte, og Alle kunde have
- ↑ Magnus Ketilsson har ladet det trykke efter Biskop Hannes Finnssons Samling, men denne havde taget sin Afskrift i Kjöbenhavn henved 1760 efter Cancelliets "Norske Register"; det Exemplar paa Islandsk, som M. Ket. forefandt, har maaskee ogsaa været fra samme Kilde.
