ligt i islandske Hövdingers Stridigheder, for at söge at blive Voldgiftsmand imellem dem. Naar dette lykkedes, stævnede han Parterne for sig, og naar de Stævnte indfandt sig (som de i Reglen gjorde, da de i modsat Fald kunde gjöre Regning paa Kongens fulde Vrede og Hævn), afgjorde han Sagen efter sin politiske Interesse. Det var naturligt, at man i Island vilde forebygge, at Sager, der henhörte under Landets ordentlige Domstole, saaledes bleve dragne til et fremmed Forum og der afgjorte arbitrairt. Deraf Clausulen i Forenings-Akten. Men senere har man fundet i Island selv, at Dommerne der i Landet kunde finde Anledning til ved enkelte Leiligheder under en Sags Behandling at skyde Sagen fra sig, eller erklære sig incompetente, og man troede da at en ny Clausul i den Anledning var nödvendig. En saadan findes derfor förste Gang i den endnu utrykte "Árnesínga skrá", et Document fra Aarene imellem 1302 og 1319, men som sandsynligviis maa henföres til Aaret 1306, og sættes i Forbindelse med den Islænderne saa forhadte Krók-Álfs Sendelse (jevnf. íslenzkir Annálar p. 188). I dette Document, som kaldes "Forening imellem alle de bedste Mænd og Almuen i Island, forfattet i Skalholt in translatione sancti Thorlaci" (20. Juli), indeholder blandt Andet: "Saaledes ville vi og have alle Laugmænd og Sysselmænd islandske, og ingen Stævninger ud af Landet i de Sager, som Laugmænd og Sysselmænd kunne afgjöre"[1]. Herfra er da denne Clausul kjendelig kommen ind i Retterboden 1314, og kan saaledes ikke ansees for en Krænkelse af Overeenskomsten fra norsk Side, men som en ved frivilligt Samtykke fra begge Sider foretagen Forandring i Loven. At der i Retterboden ved Udtrykket "til Noregs" forstaaes: til Kongens per-
- ↑ Svâ viljum vèr ok hafa alla íslenzka lögmenn ok sýslumenn, ok engar utanstefnur um þau mál, sem lögmenn ok sýslumenn fá yfir tekit.
