deels at man dengang ingenlunde sögte at opmuntre Tilförsel, men tvertimod lagde Vægt paa, at Tilförselen kun maatte være til Nödtörft, og kun af det Allernödvendigste. En större Tilförsel ansaaes for ligefrem skadelig, som Næring for Overdaad og slette Sæder. Denne Anskuelse er i Grunden ikke ubekjendt endnu, skjöndt den viger stærkt tilbage for den nyere Civilisations friere Blik i denne Retning. Jeg troer at have Ret, naar jeg paastaaer, at denne Anskuelse, tilligemed Bestræbelsen for at skaffe Landet et fast Minimum af Tilförsel, ligger til Grund saavel for den islandske Forenings-Akts Bestemmelse om Tilförselen af de sex Skibsladninger, som Kongen skulde garantere Landet, hvori, som för antydet, Kongen let kunde söge Anledning til at ansee alle, navnlig fremmede Handlende, som sine personlige Concurrenter —, som for den kongelige Anordning af 11. Juni 1302 (Norg. g. Love III, 134), der ogsaa er samtykt af Islænderen Haukr Erlendsson. Men hvad enten denne Mening er rigtig eller ikke, saa er det dog vist, at her kun er Tale om et Mellemværende med Kongen alene, som Islands men ikke som Norges Konge, og at dette Forhold saaledes endnu ikke kan siges at være gaaet udenfor en vis Kongen indrömmet Rettighed, uagtet Bestemmelsen i sig selv iövrigt maa ansees som uhensigtsmæssig og i Principet farlig. Imidlertid formindskedes Faren betydeligt ved den i denne Tid og længe efter bestaaende ældgamle Indretning i Island, nemlig at Goderne og senere Syssel- mændene som Herredsforstandere med tiltagne Mænd aarlig kom tilstede paa Handelsstederne, og under bestemte retlige Former satte Kjöbstævne (kaupstefna), og efter Underhandling med Kjöbmanden bestemte en fast Taxt (kaupsetning) saavel paa de udenlandske som indenlandske Varer, der gjaldt som Lov saalænge Handelstiden varede.
Men en virkelig Misligholdelse af Overeenskomsten ligger
