Samtykke. — Det virkelige Forhold stiller sig da saaledes, at Laugmanden, — der ikke, som Forfatteren siger, var udnævnt af Kongen, men valgt af Laugrettens Medlemmer og hele det paa Althinget forsamlede Folk, og stadfæstet af Kongen, — i Forening med Laugrettesmændene er överste Dommer i Landet, og tillige överste Lovfortolker. Kun naar disse vare uenige kunde der appelleres til Kongen, der forudsattes altid at have nogle islandske lovkyndige Mænd ved Haanden[1].
Af Udtrykket i Mannhelgi I. Kap.: "enhver vor Landsmand i Norges Konges Rige" o. s. v. vil den ærede Forf. have viist, at Island er betragtet som en Bestanddeel af det norske Kongerige, og Islænderne som andre norske Undersaatter. Dette er vistnok ogsaa Tilfældet paa dette Sted, hvor der er Tale om den almindelige Landefred, og hvor det ikke kunde gaae an, at opstille forskjellige Grader af Fredhellighed for den samme Konges Undersaatter. Her bruges altsaa "ríki", ligesom oftere, i Betydningen af "Stat" eller "Stater", som man til en vis Tid har benyttet. Iövrigt kan jeg ogsaa paavise nogle andre Steder, hvor Modsætningen er tydelig, saaledes forekommer Udtrykket: "Norges Konges Rige og hans Skatlande" (1302. Norg. gamle Love III, 52); Bergenserne maae seile "syd og nord i Vort Rige, og til Vore Skatlande" (1361, sst. 181). — For ogsaa at anföre Exempler paa, at Island ikke har henhört under de almindelige Anordninger for "Norges Konges Rige" skal jeg bemærke: 1, Retterb. 2. Mai 1313 (sst. S. 98—102), som erklæres at gjelde "um Noregs konúngs ríki", og be-
- ↑ De islandske Annaler berette aarlig i denne Tid om islandske Laugmænds, Hirdmænds o. Fl. Reiser imellem Island og Norge. Islænderen Haukr Erlendsson var i lang Tid Medlem af Kongens Raad.
