med Norge. Islænderne betale en vis Afgift til Kongen, under Navn af Skat[1], men deres Lovgivning skal være indenlandsk, nemlig kun givet med Althingets Samtykke, Domsmagten ligeledes, og begge Dele skulle være i de Indfödtes Hænder, af deres Slægter der fra Arilds Tid havde, som uafhængige Goder, været i Besiddelse af Landets Övrighedsposter, som Laugmænd og Herredshövdinger. De arvelige Goder opgav nu saaledes, hver især, deres arvelige Værdighed, eller Souverainitet, som man med en vis Ret kunde kalde det, over de enkelte Herreder, i Kongens Haand, mod af ham at erholde Sikkerhed for deels at beholde disse Poster som etslags arvelige Lehn, deels at beholde visse andre Fordele for Island, som ikke kunde ansees for ubetydelige. Disse vare: Sikkerhed for Tilförsel af idet mindste sex Skibsladninger aarlig til Landet; Opgivelsen af Kongens Ret til forfalden Arv
- ↑ Udtrykket: "Vi ville yde til Kongen Skat og Thingreisekjöb, som Lovbogen bestemmer", have stödt den ærede Forf., men den hele Misforstaaelse beroer paa en Feil i Interpunktionen; der skal nemlig settes Comma foran Ordene: "og Thingreisekjöb" istedenfor efter, og læses: "Vi ville yde Skat til Kongen, og (tillige yde) det Thingreisekjöb som Lovbogen bestemmer", o. s. v. Det er nemlig bekjendt, at Thingreisekjöb ydedes til Laugrettesmændene, som et fast Salair for deres Reise til Althinget, men ikke til Kongen, og dette "Thingreisekjöb" var bestemt i Graagaasen. — Et andet Sted i Forenings-Akten, hvor det hedder: "At alle Laugmænd og Sysselmænd skulde være indfödte, af deres Æt, som fordum (at fornu) havde frasagt sig Godordene", som ogsaa har været den ærede Forf. mistænkt, forklares let, naar man fastholder, at Forenings-Akten tænkes som gjældende for en lang Fremtid, hvorved dette Udtryk "at fornu" til hvert Tidspunkt netop faaer den Betydning det maa have, for at kunne være en utvetydig Hjemmel for dem, der ifølge Herkomst vare berettigede til de nævnte Embeder.
