95
OLIVER TWIST
længe nok til at vide, at paa hende kan De stole. Fanden skulde staa i det, før hun faldt paa at sludre!«
»Nej, min Ven, naturligvis, det véd jeg saa godt,« sagde Jøden. »Men — kanske hun kunde blive balstyrig, ligesom forgangen Aften.«
Nancy brast i en skraldende Latter, stak et Glas Brændevin ud, rystede paa Hovedet og udgød sig i forskellige livlige Bemærkninger, som: »Klem paa, Gamle!« og »Nix ferknoten!« Det lod til at berolige begge Parter. »Snak De bare løs om Oliver, Fagin!« sluttede hun saa.
»Du er en fiffig Tøs,« forsikrede Jøden og klappede hende paa Skulderen. »Ja — hæ hæ hæ! jeg tænkte ganske rigtigt paa Oliver: det vilde lige akkurat være en Dreng for Dem, Bill.«
»Hm?!« Bill trak paa det. »Jo, Størrelsen gaar jo an…«
»Tag ham, Bill!« sagde Nancy. »Han er maaske ikke saa snedig som de andre; men til at lukke en Dør op kan han da altid bruges—.«
»Og han lystrer Dem, Bill!« forklarede Jøden. »De skal bare først have gjort ham dygtig forskrækket!«
»Forskrækket?« gentog Sikes. »Jeg giver mig ikke af med at forskrække for Sjov. Kommer der noget i Vejen med ham, naar vi først er i Gang, saa — Fanden skal slaa mig, Fagin, om De ser ham levende igen! Det maa De være klar over, inden De lader mig faa ham, forstaar De.« Og Sikes vippede udtryksfuldt i Haanden et stort Brækjern, som han havde taget frem under Sengen.
»Jeg er klar over alting!« erklærede Jøden bestemt. »Jeg skal sige Jer, mine Venner, jeg har haft Oliver skarpt i Kikkerten, meget skarpt! Mærker han først, at han er i med os, at han selv er blevet Tyv, saa har vi ham, — for hele Livet! Hæ hæ hæ! det kunde ikke have truffet sig bedre!« Og Jøden skød Hovedet ned mellem Skuldrene og slog Armene overkors over Brystet, ligesom han af lutter Glæde vilde omfavne sig selv.
»Hør sig mig engang,« spurgte Sikes mistroisk, »hvorfor gør De Dem egenlig saa meget Mas med det Mælkefjæs? De kan jo faa hundrede for én, om De vil.«
»Jo, — jo!« svarede Jøden »lidt forvirret. »Men — de andre kan jeg ingen Gavn faa af: kommer de i Bekneb, saa røber deres Ansigt dem straks. Naar derimod Oliver bliver taget rigtigt, kan han drive det vidt. Naa og desuden (Jøden var nu blevet rolig igen) saa véd han jo Besked om os, han maa holde Trup. Det gælder blot om, at han en Gang har været med til Arbejdet, saa har jeg Magt over ham. Det er ogsaa meget bedre, end om man skulde blive nødt til at rydde Staklen af Vejen… det vilde være farligt og et rent Tab for En.«
»Naar skal det saa gaa løs?« spurgte Nancy, for at forhindre Sikes i at give ondt af sig over Fagins hyklede Følsomhed.
»Ja rigtigt,« sagde Jøden, »naar skal det gaa løs, Bill?«
»Jeg aftalte med Toby,« svarede Sikes tvært, »at hvis han ikke hørte noget fra mig, saa skulde den brænde af i Overmorgen Nat.«
»Og har I saa ordnet alt til at skaffe Tingene af Vejen?«
»Ja vel, ja vel, lad De bare os om dèt!« vrissede Sikes. »De maa
