Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/81

Denne side er blevet korrekturlæst

81

OLIVER TWIST

ved, at nu var dèt Uvejr drevet over. »Fruentimmere er slemme at komme ud af det med,« sagde han; »men fikse er de jo, man kan ikke godt undvære dem i vor Geschælt!… Tag saa og følg Oliver til Sengs, Charley!«

Unge Hr. Bates blev aabenbart meget glad over dette Hverv. Han tog Lyse-Pinden og fulgte Oliver ud i Køkkenet, hvor der varet Par af den Slags »Senge,« som han tidligere havde sovet i. Og under mange Anfald af Krampelatter fremtog nu Charley det selv samme Sæt gammelt Tøj, som Oliver, henne hos Hr. Brownlow, havde været saa lykkelig ved at slippe af med. Dette Tøj havde Fagin tilfældigvis set hos den Jøde, som havde købt det, og det var egenlig dèt, der først havde ledt dem paa Spor efter Oliver.

»Af med Hermelinet!« kommanderede Charley, »det skal Fagin have og gemme for dig. Den er stejl, hvad?«

Stakkels Oliver maatte klæde sig om. Charley tog hans ny Tøj paa Armen og gik og lukkede Døren efter sig og lod ham blive ene i Mørket.

17.
En Mand fører Vidnesbyrd i London.

Nede i den By, hvor Oliver var blevet født, kom Hr. Bumble en tidlig Morgenstund ud ad Fattighusets Port og vandrede værdig og ærefrygtsindgydende op ad Hovedgaden. Han var i al sin kommunale Pragt; Frakken og den trekantede Hat lyste i Morgensolen, kraftigt og selvbevidst sluttede hans Haand om Spanskrørsstokken. Altid bar han sit Hoved højt, men i Dag bar han det usædvanligt højt: der var en Ophøjethed i hans Mine og en Aandsfraværenhed i hans Blik, som passende burde have varskoet opmærksomme Iagttagere om, at i den kommunale Opsynsmands Hoved rørte sig Tanker, som var for mægtige til at kunne klædes i Ord. Saaledes skred han forbi de Smaahandlende og andet Godtfolk, der hilste ham ærbødigt, idet han kun besvarede deres Hilsen ved at slaa ud med Haanden. Og han standsede ikke sin værdige Gang, før han var naa't over til hin Filialanstalt. hvor Madam Mann opfostrede Fattigbørn med kommunal Barmhjertighed.

»Saa! der har vi den Tværdriver igen!« udbrød Madam Mann, da hun hørte den velbekendte, utaalmodige Rykken i Havelaagen. »Det er ogsaa en Tid at komme rendende her paa! — Nej, Hr. Bumble, er det Dem?! Hvor det glæder mig at se Dem! Kom dog inden for, Hr. Bumble, kom dog inden for!«

De første Sætninger havde været henvendt til Tjenestepigen, Henrykkelses-Udbrudene derimod henvendte Madamen til Hr. Bumble, medens hun ærbødigt og opmærksomt lukkede Havelaagen op og førte ham ind i Stuen. — »Jeg haaber da, De befinder Dem vel, Hr. Bumble?«

»Saa la-la, Madam Mann, saa la-la!« svarede han og lod sig sindigt og værdigt synke ned i en Lænestol. »En kommenal Embedsmand dan-