79
OLIVER TWIST
et Sæt i Jøden. »Det er ikke pænt af Dem, Bill!« mumlede han; »er det vel, Nancy?«
»Herut med den!« svarede Sikes. »Tro'r De, Nancy og jeg ikke har andet at bruge vor kostbare Tid til end at rende og snuse de Smaadrenge op, som er kommet væk for Dem? Hit med den, din gamle Benrad!« Og Sikes vristede Pengesedlen ud af Jødens Haand og bandt den ind i Enden paa sit Halstørklæde, medens han glubsk saa' Jøden lige i Øjnene. »De kan beholde Bøgerne, hvis De skøtter om at læse dem, ellers kan De jo sælge dem.«
»De tilhører den gamle Herre, der var saa god imod mig, og lod mig pleje, da jeg nær var død af Feber!« sagde Oliver og vred sine Hænder. »Jeg beder Dem, — behold mig, saa længe jeg lever, men send ham alt det tilbage, der tilhører ham! Ellers vil han tro, jeg har stjaalet det, og det vil de andre ogsaa tro, og de har været saa gode imod mig.« Og Oliver kastede sig i lidenskabelig Fortvivlelse paa Knæ for Jøden.
»Hæ, hæ, hæ!« fniste Jøden og trak sine tykke Øjenbryn sammen og blinkede til de andre, »Drengen har saa min Sandten Ret. De vil tro, at han har stjaalet! Vi kunde aldrig have lavet det bedre selv!«
»Nej, den er tydelig!« erklærede Sikes. »Det maa jo være nogle blødsødne Hængeho'der, ellers havde de ikke taget sig af ham, og nu tør de ikke forhøre om ham, for at han ikke skal blive taget ved Vingebenet. Nej han sidder fast nok!«
Oliver havde stirret forvildet fra den ene til den anden, som om han intet forstod. Men da Hr. Sikes tav, sprang han pludselig op og fløj som en Afsindig ud af Stuen og skreg om Hjælp, saa det skingrede gennem det gamle, øde Hus.
»Hold paa Hunden, Bill!« skreg Nancy og sprang hen og lukkede Døren, ligesom Jøden og hans to Lærlinge var faret ud efter Oliver. »Hold paa Hunden, den river Barnet i Stykker.«
»Vil du slippe,« brølte Hr. Sikes og søgte tænderskærende at slide sig løs fra hende. »Slip siger jeg; eller jeg smadrer Hovedet paa dig mod Væggen!«
Og han slængte hende hen i den anden Ende af Stuen. Men i det samme kom Jøden og hans to Følgesvende slæbende med Oliver.
»Saa du vilde løbe din Vej, min Ven, vilde du dét?« sagde Jøden og tog en stor Knortekæp, der stod i en Krog. »Du vilde raabe om Hjælp og kalde paa Politi, hvad?« tilføjede han. »Det skal vi nok faa lært Dem af med, Mosjø!«
Han huggede Oliver med Knortekæppen over Ryggen, og løftede saa Kæppen for at slaa igen. Men i samme Nu sprang Nancy til, vristede Stokken fra ham og kylte den hen mod Ildstedet, saa Gløder og Gnister spruttede ud paa Gulvet. »Det vil jeg ikke staa og se paa!« skreg hun. »De har jo faaet Barnet igen, Fagin, hvad vil De saa mere?! Lad ham i Fred, siger jeg, lad ham i Fred, eller jeg skal mærke en og anden af Jer saadan, saa jeg selv kommer til at dingle i Galgen i en Fart!« Og hun stampede i Gulvet, og ligbleg i Ansigtet, med sammenbidte Læber og knyttede Hænder, saa' hun skiftevis paa Jøden og Hr. Sikes.
