75
OLIVER TWIST
da endelig! Du slemme Oliver, stygge, stygge Dreng, som har voldt os al den Sorg! Tag nu og følg med hjem, Dreng! Aa Gud være lovet, at jeg dog endelig fandt ham!« Dermed brast det unge Fruentimmer paany i Graad og græd saa hysterisk, at et Par Koner, der kom til, spurgte en Slagterdreng, som stod og gloede og hvis Haar var smurt ind med Marv, om han ikke Syntes, det var bedst, han rendte efter en Doktor. Dertil svarede Slagterdrengen, som lod til at være af et noget tvært, for ikke at sige dovent Temperament, at det syntes han ikke.
»Aa nej, nej, det behøves heller ikke!« forsikrede det unge Fruentimmer og greb fat om Haandleddet paa Oliver; »nu har jeg det bedre! … Vil du straks tage og følge med hjem, din uartige Dreng!« sagde hun til ham. Og til Madamerne forklarede hun: »Han løb hjemme fra sine skikkelige Forældre for en Maaneds Tid siden og gav sig i Kast med Tyveknægte og den Slags Pak og har næsten taget Livet af sin stakkels Mo'r!«
»Sikken en Skarns Dreng!« sagde den ene Madam. Den anden føjede til: »Vil du se, du skrubber hjem, dit Utyske!«
»Men det er slet ikke sandt!« forsikrede Oliver ophidset. »Jeg kender hende ikke, jeg har hverken Søster eller Fader eller Moder. Jeg bor i Pentonville.«
»Vil De bare høre, som han kan staa og lyve!« skreg det unge Fruentimmer.
»Hvad for noget, — Nancy?!« udbrød Oliver, som nu først saa' hendes Ansigt, — og han var nær gaaet bag over af Forbavselse.
»Der kan De se, at han kender mig!« indprentede Nancy Madamerne. »Aa Gud i Himlen, hjælp mig at faa ham til at gaa med hjem! hans skikkelige Forældre tager ellers deres Død over ham!«
»Hvad i Helvede er dette her!« bralrede en Mand op og kom hurtigt ud fra en Ølknejpe, med en hvid Hund lige i Hælene af sig. »Oho! lille Oliver!… Vil du se, du kan tøfle hjem til din Mo'r, Flab!«
»Jeg har ikke noget med Dem at gøre, jeg kender Dem ikke, hjælp, hjælp!« skreg Oliver og vred sig under Mandens haarde Tag.
»Ja du kan tro, jeg skal hjælpe dig, din Æsel!« svarede Manden. »Hvad er det for Bøger dér? Naturligvis nogen, du har stjaalet? Hit med dem!« Og han rev Bøgerne til sig, og gav Oliver en ordenlig Lussing.
»Det var ret!« raabte en ned oppe fra et Vindu. »Det er den eneste Konfekt, der batter paa saadan en!«
»Det er hørt!« brummede en forsviret Arbejdsmand og saa' anerkendende op til Vinduet.
»Det har han godt af!« erklærede de to Madamer.
»Der er fler, hvor den kom fra!« svarede Manden og gav Oliver nok en Kindhest og tog ham i Kraven. »Afsted med dig, din Laban!… Pas paa ham, Bulbider!« kommanderede han Hunden, »pas paa ham, min Dreng!«
Hvad skulde stakkels Oliver gøre? Han var mat efter sin Sygdom, fortumlet af Overraskelsen og Slagene, angst for Hunden og Manden,
