60
CHARLES DICKENS
Rævetampen fløjtede først en Stund, tog saa sin Hat af, kløede sig i Ho'det og nikkede tre Gange.
»Hvad mener du?« spurgte Charley.
»Og tre Gange rundt for en Kuk-Kuk-Kuk, for en Kuk-Kuk-Kuk!« nynnede Rævetampen og vrængede paa sin opvakte Næse.
Dette var jo nok en Forklaring, men ingen fyldestgørende. I al Fald ikke for Charley, der gentog sit Spørgsmaal: »Hvad mener du?«
Rævetampen svarede ikke. Han satte Hatten paa igen, sankede sine lange Frakkeskøder op under Armene, spilede den ene Kind ud med sin Tunge, bankede sig blidt, men udtryksfuldt paa Næsen, drejede sig saa rundt paa Hælen, og slentrede ned ad Gyden. Charley fulgte bag efter, med tankefuld Holdning.
En fem Minuter senere vakte Knirk af Fodtrin ude paa Trappen den rare gamle Jødes Opmærksomhed, mens han sad henne ved Ildstedet med en Stump Pølse og en Skive Brød i venstre Haand, en Tollekniv i højre Haand og et Krus Øl foran sig paa en Skammel. Han bøjede sig tilbage mod Døren og lyttede opmærksomt; Blikket blev skarpt under de tykke, røde Øjenbryn, og hans Ansigt opklaredes af et rigtigt Lurendrejer-Smil.
Men saa blegnede han med èt. »Hvad er dèt?« mumlede han. »Kun to?! Hvor er den tredje? De er da vel aldrig…?! Tys!«
Fodtrinene var kommet nærmere. Døren blev langsomt aabnet, Rævetampen og Charley kom ind og lukkede efter sig.
»Hvor er Oliver?« fo'r Jøden op og saa' truende paa dem. »Hvor har I gjort af ham?«
De to unge Kavalerer skævede uroligt til hinanden, ingen af dem svarede.
»Hvad er der blevet af Oliver?« skreg Jøden og greb Rævetampen i Kraven og bandede og tordnede. »Svar, siger jeg, eller jeg kvæler dig!«
Unge Hr. Charley havde for alle Tilfældes Skyld anset det for klogest at holde sig i Baggrunden. Nu, da Jøden virkelig saa' ud til at ville gøre Alvor af sin Trusel, fandt Charley det rimeligt, at det bag efter kunde blive hans Tur til at blive kvalt: og han udstødte i den Anledning et Vræl, der lød halvt som om det kom fra en Tyr, og halvt som om det kom fra en Skibs-Raaber.
»Kan du svare?!« skreg Jøden igen og ruskede i Rævetampen, saa det var et rent Mirakel, at han ikke rystede ham ud af den altfor store Frakke.
»Der var en Politi, der snuppede ham,« drævede endelig Rævetampen. »Naa! tag saa og slip!« Og med et Sæt smøgede han sig ud af Frakken, som han lod Jøden beholde i Haanden, snappede det store Stegespid og førte mod den gemytlige gamle Herres Vest et Stød, der, hvis det havde ramt, vilde have sluppet en Del mere Gemytlighed ud, end Jøden kunde have overkommet at tage ind igen i en Maanedstid eller to. Jøden sprang imidlertid til Side mere adræt, end man skulde have ventet det af en tilsyneladende saa skrøbelig Mand, og greb Kruset og vilde til at slænge det i Hovedet paa sin Angriber. Men da Charley i det
