50
CHARLES DICKENS
kommer til, puffer sig frem for at faa et Glimt af ham at se. »Ryk til Side!« — »Lad ham faa lidt Luft!« — »Aa Vrøvl, hvad skal han med Luft?!« — »Hvor blev Herren af?« — »Der kommer han!« — »Gør Plads for Herren!« — »Var det den Dreng?« — »Ja.«
Tilstøvet og overstænket og med blødende Mund laa Oliver og stirrede forvildet op paa den Hob Ansigter, som omgav ham.
»Ja,« gentog den gamle Herre, »jeg er bange for, det var ham!… Stakkels Dreng! Han har stødt sig.«
»Det var mig, Herre,« svarede en opløben Lemmedasker og puffede sig frem, »jeg kom til at støde min Næve slemt paa hans Kæbeben. Det var mig, der stoppede ham, Herre.«
Labanen løftede paa Huen med et Grin, som om han ventede en Drikkeskilling for sin Ulejlighed. Men den gamle Herre sendte ham et uvilligt Blik og saa' sig usikker om, som om han selv havde i Sinde at løbe sin Vej, — hvilket han maaske ogsaa vilde have gjort, hvis ikke i det selv samme Politiet (der jo plejer at møde sidst ved den Slags Lejligheder) var kommet til. En Betjent trængte sig frem gennem Hoben og greb Oliver i Kraven. »Op med dig!« sagde han bistert.
»Det var ikke mig, Hr—, det var to andre Drenge!« forsikrede Oliver og vred sine Hænder og saa' sig om i Kredsen; »de er vist her i Nærheden.«
»Nej, det er de vist ikke, du!« sagde Betjenten. Han sagde det i en ironisk Tone, men det var forresten den skære Sandhed: for Rævetampen og Charley var smuttet ind i den første passende Port, de kom forbi. — »Naa, rejs dig nu op!«
»Gør ham ingen Fortræd!« bad den gamle Herre medlidende.
»Nej, jeg skal skam ingenting gøre ham,« svarede Betjenten og rev til Bevis derpaa Halvdelen af Olivers Trøje af ham. — »Nu ingen Vrøvl, jeg kender dig godt, du! Vil du se, du kan komme op, din Satans Unge!«
Oliver, som knap kunde staa paa Benene, blev saa ved Kraven trukket gennem Gaderne. Den gamle Herre fulgte med omme paa den anden Side af Betjenten; og foran travede en hel Mængde Mennesker, som nu og da saa' om paa Synderen. Gadedrengene raabte Hurra.
11.
Retfærdigheden haandhæves.
Der var kun et lille Stykke Vej hen til den nærmeste Politistation. Dèr forsvandt Oliver for Hobens Blikke ind ad en lav Port, hvorefter han over en snavset Gaard og nok en Port blev ført ind i nok en lille, brolagt Gaard. I den stod en tyk Mand, med Bakkenbarter om Ansigtet, og et Nøgleknippe i Haanden. »Hvad har han gjort?« spurgte han ligegyldigt.
