43
OLIVER TWIST
maaske vilde deres Forekommenhed endda være gaaet videre endnu, hvis ikke Jøden gavmildt havde ladt sin store Gaffel smække dem over baade Hoved og Skuldre.
»Det glæder os at se dig, Oliver, glæder os meget,» sagde saa Jøden. »Aa, Rævetamp, tag Pølserne af Ilden!… Du ser paa alle de Lommetørklæder, min Dreng? Ja, der er en god Slump, hvad du? Vi har just talt dem for at give dem i Vask, hæ, hæ, hæ!«
Den lystige gamle Herres haabefulde Lærlinge lo skraldende, og saa gik man til Bords. Efter at Oliver havde fortæret sin Part, lavede Jøden ham en Genevertoddy og sagde, at han maatte drikke den ud i en Ruf, for en af de andre skulde have Glasset efter ham. Oliver gjorde det, og mærkede næsten straks efter, at han blev varligt lagt hen paa en af Sækkene. Der faldt han i en dyb Søvn.
9.
Den rare gamle Herre og hans haabefulde Lærlinge.
Oliver vaagnede først sent næste Morgen. Der var ingen andre i Stuen end den gamle Jøde, som havde Kaffe over at varme i en Kasserolle og stod og fløjtede, mens han rørte om i den med en Tinske. Hver Gang der hørtes mindste Lyd udenfor, holdt han op og lyttede; men saa snart han var kommen paa det Rene med, hvad det var, fløjtede og rørte han videre.
Oliver var endnu kun halvt vaagen. Med halv aabne Øjne saa' han Jøden og hørte hans dæmpede Fløjten og Tinskeens Skraben mod Kasserollen. Samtidig var alligevel hans Sanser ligesom andet Steds optagne; der gled forbi ham Billeder af næsten alt, hvad han havde oplevet, og af alle de Mennesker, han havde kendt.
Da Kaffen var færdig, tog Jøden den af Ilden, stod nogle Øjeblikke, som om han ikke rigtig vidste, hvad han skulde, vendte sig saa om og saa' paa Oliver, og kaldte paa ham. Der kom intet Svar, Oliver sov sagtens. Saa listede Jøden hen og lukkede Døren af, bukkede sig ned og (saadan forekom det Oliver) tog op af et hemmeligt Rum i Gulvet et lille Skrin, som han forsigtig bar hen paa Bordet. Hans Øjne gnistrede, mens han lukkede Skrinet op og saa' ned i det. Derefter trak han en gammel Stol hen til Bordet, satte sig, og tog op af Skrinet et pragtfuldt Gulduhr, der blinkede af Diamanter.
»Hæ hæ!« mumlede han og skudtede sig og fortrak Ansigtet til et hæsligt Grin. »Flinke Gutter! flinke Gutter! Og modige til det sidste! Sagde ikke et Muk til den gamle Præst om, hvor de var fra, skriftede slet ikke noget om gamle Fagin! Naa ja, hvad havde det ogsaa nyttet dem? Strikken var dog blevet siddende om deres Hals, de var ikke kommet til at dingle blot et eneste Minut senere for dét. Næh! næh! flinke Gutter! flinke Gutter!«
Han lagde Uhret ned i Skrinet igen, tog saa efterhaanden op vistnok
