39
OLIVER TWIST
Bumble — kunde finde ham! Han havde ogsaa tit hørt gamle Folk i Fattighuset sige, at i London kunde en rask Gut altid klare sig. Dér maatte netop Stedet være for en stakkels hjemløs Dreng! — Og han sprang op og gik videre. — Men hvad vilde han vel komme til at døje, inden han naaede derind?
I sin lille Bylt havde han en Skive Brød, en Skjorte og to Par Strømper, i sin Lomme havde han en Tiøre, som Hr. Sowerberry havde foræret ham en Gang efter en Begravelse, hvor han havde klaret sig særlig godt. Skjorten og Strømperne og Tiøren var jo meget rare, men til en 17—18 Mils Marche ved Vintertid forslog de vist ikke stort. Oliver tænkte til ingen Nytte frem og tilbage over, hvad han skulde gribe til. Saa sukkede han, flyttede sin lille Bylt over i den anden Haand, og traskede videre.
Den Dag gik han fem Mil, paa sin Skive Brød og paa en Drik Vand. som han nu og da tiggede sig til i et Hus ved Landevejen. Da Natten kom, krøb han ind under en Høstak, der stod. Først var han angst, thi Blæsten tudede saa fælt hen over Markerne, og han var saa kold og sulten og saa alene. Men saasom han var træt, faldt han i Søvn og glemte sin Angst.
Da han om Morgenen stod op, var han forfrossen og stiv og saa sulten, at han i den første Landsby, han kom til, maatte købe Brød for sin Tiøre. Han var øm i Fødderne og meget træt; da Aftenen faldt paa, havde han kun gaaet tre Mil. Natten derude i det kolde, klamme Vejr gjorde ham daarligere, han kunde knapkravle afsted. En Stund stod han og ventede ved Begyndelsen af en stejl Bakke, indtil Diligencen kom; og saa tiggede han hos de Rejsende. Men det Par Rejsende, der overhovedet lagde Mærke til ham, sagde, at han kunde vente, til de var kommet op ad Bakken, saa vilde de se, hvor langt han kunde løbe for en Tiøre. Staklen søgte et Stykke at holde Skridt med Vognen, men han kunde ikke for Træthed. Saa sagde de Rejsende, at han var en Drønnert, og stak deres Tiøre i Lommen igen, — og Diligencen rullede afsted og forsvandt.
Prøvede han paa at tigge i Bøndergaarde, saa truede Folk med at hidse Hunden paa ham. Og stak han Hovedet indenfor i en Bod, saa blev der straks snakket om »Opsynsmanden«. Dette bragte øjeblikkelig Olivers Hjerte op i hans Hals, — andet fik han ikke i den mange, mange Timer i Træk. Kort sagt, hvis ikke en skikkelig Bommand og en blødhjertet gammel Kone havde været, saa vilde Olivers Lidelser være blevet standsede paa samme Maade, som hans Moders i sin Tid blev standsede, med andre Ord: han vilde være omkommen. Men Bommanden gav ham lidt Brød og Ost; og den gamle Kone, der havde en skibbruden Sønnesøn flakkende barbenet om et Steds i Verden, fattede Medlidenhed med den forældreløse og gav ham det lidt, hun kunde undvære, ja mere til: og hun gav det med milde Ord og medfølende Taarer, der trængte dybere ind i Olivers Sjæl end al den Nød, han havde lidt.
Tidlig syvende Dags Morgen slæbte han sig ind i den lille By, Barnet. Overalt var Vindusskodderne for, ikke en Sjæl var oppe
