Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/34

Denne side er blevet korrekturlæst

34

CHARLES DICKENS

»Dit lille Utyske,« skreg Charlotte og greb fat i Oliver med en Kraft, der svarede til en veltrænet Mands. »Dit lille u—tak—nem—lige, neder—dræg—tige, morde—riske Utyske!« og ved hver Stavelse gav hun Oliver et ordenligt Dask og ledsagede Dasket med et Vræl til Oplivelse for Selskabet.

Charlottes Næve var ingenlunde at foragte. Men af Frygt for, at den ikke skulde forslaa, plumpede nu Madam Sowerberry ned i Køkkenet og hjalp til ved at holde paa Oliver med én Haand og kradse ham i Ansigtet med den anden. Og da Sagen havde taget denne behagelige Vending, samlede Noah sig selv op fra Gulvet og knubsede Oliver bagfra.

Disse gymnastiske Øvelser var dog altfor anstrengende til at kunne vare længe ved. Da de tre saa ikke kunde mere, slæbte de den sparkende og skrigende, men stadig kampmodige Oliver ind i Kulkælderen og lukkede ham inde dér. Hvorefter Madam Sowerberry sank om paa en Stol og brast i Graad.

»Jøsses dog! hun daaner!« udbrød Charlotte. »Skynd dig, søde Noah! et Glas Vand!«

»Aa Gud, Charlotte!« sagde Madam Sowerberry, saa godt som hun kunde af Mangel paa Vejr og under en Overflod af koldt Vand, som Noah havde hældt hende ned over Hoved og Skuldre, »aa Gud dog, saadan en Velsignelse, at vi ikke alle laa og blev myrdede i vore Senge! — Men hvad skal vi nu gribe til?« tilføjede hun pludselig. »Min Mand er naturligvis ikke hjemme… han skal nok sørge for altid at være ude! … og Uhyret sparker Døren itu, inden der er gaaet ti Minuter.« (Olivers vældige Angreb paa det omtalte Par Brædder gjorde virkelig denne Begivenhed højst sandsynlig).

»Ja jøsses, jøsses dog, Madam,« mente Charlotte, »vi maa vist have hentet Politiet.«

»Nej, nej!« sagde Madamen, som af sig selv ihukom Olivers gamle Ven, »tag og rend hen til Hr. Bumble, Noah, og bed ham komme lige øjeblikkelig! Men skynd dig! du kan holde en Kniv paa det blaa Øje, du har faaet, mens du løber.«

Noah styrtede af Sted. Og Folk, som var ude at spadsere, undredes højlig ved at se en Friskoledreng fare ned ad Gaden uden Hue paa Hovedet, men med en Lommekniv paa det ene Øje.

7.
Olivers Opsætsighed varer ved.

Noah Claypole ikke saa meget som standsede for at trække Vejret, før han stod udenfor Fattighusets Port. Dér samlede han sammen til en ordenlig Bunke Graad og Forskrækkelse, dundrede saa paa, og frembød et saa ynkeligt Ansigt for det gamle Fattiglem, der lukkede op, at selv Fattiglemmet, som dog næsten aldrig saa' andet end ynkelige Ansigter, gik bag over af Forbavselse.