Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/256

Denne side er blevet korrekturlæst

256

CHARLES DICKENS

Hoved! — er den eneste fornuftige. Det er en staaende Yndlings-Spas for Hr. Brownlow at drille ham med hans fordums Spaadom angaaende Oliver og at minde ham om hin Aften, da de sad med Uhret foran sig og ventede paa Drengens Tilbagekomst. Hertil svarer Hr. Grimwig ufravigeligt, at »i det væsenlige« havde han Ret, eftersom Oliver jo ikke kom tilbage den Aften, — hvilken Bemærkning, der regelmæssig efterfølges af Latter, bidrager til at forøge hans gode Humør.

Og saa — — gad jeg gerne endnu dvæle lidt hos de kære Mennesker, om hvis Liv her er fortalt. Jeg gad skildre Rosa Maylie som den unge, yndefulde Hustru, fra hvem et blidt og ømt Lys synes at straale ud over alle hendes Omgivelser og ind i deres Hjerter. Jeg gad vise hende som Livet og Sjælen i den hyggelige Kreds omkring Vinterens Kamin og ude under Sommerens Løvtag, gad følge hende paa hendes Barmhjertigheds Gang rundt til Smaafolks Hytter, eller medens hun smilende og utrættelig røgter sin huslige Dont. Jeg gad mane frem de søde smaa Ansigter, der, lystigt pludrende, flokkes om hendes Knæ, — samt Klangen af hendes klare Latter — og Taaren i hendes blide, blaa Øje — og hendes Smil, hendes Blik, hendes kloge Ord. Og lige saadan gad jeg fortælle om, hvorledes Hr. Brownlow førte Oliver, sin Adoptiv-Søn, frem til bestandig rigere og rigere Kundskab og fik ham mer og mer kær, efterhaanden som Drengens Natur foldede sig ud og lod se, at der var Løfter om, at han vilde blive netop alt det, som man ønskede, han skulde blive. Træk efter Træk hos ham lignede hans afdøde Fader og vakte i Hr. Brownlows Hjerte gamle Erindringer, tungsindige og dog saa blide, saa smeltende. — Eller jeg gad fortælle, hvorledes de to, Forældreløse, der var blevet prøvede gennem Modgang, ihukom Modgangens Belæring gennem Overbærenhed mod Andre og gensidig Kærlighed og inderlig Taknemlighed til Ham, der havde beskyttet og bevaret dem. Dog — — — alt det er jo noget, der ikke behøver at fortælles, thi er der ikke allerede sagt, at de i Sandhed var lykkelige? Og ingen sand Lykke er mulig uden hjertelig Kærlighed og ærlig Følelse for Menneskenes Ve og Vel og Taknemlighed mod Den, hvis Lov er Barmhjertighed og hvis Væsen er Godhed mod alt, hvad som lever og aander.

Oppe ved Alteret i den gamle Landsbykirke ligger en hvid Marmorsten, som endnu kun bærer den ene Indskrift: »Agnes«. I Gravhvælvingen neden under staar ingen Kiste; og gid det vare mange Aar, før nok et Navn indristes i Stenen! Men — vender de dødes Aander nogensinde tilbage til Jorden og besøger de det Sted, som Kærlighed — en Kærlighed udover Død og Grav — har viet dem, saa tænker jeg mig, at hin stakkels unge Piges Sjæl svæver tidt over denne stille Plet, uagtet den jo er inde i en Kirke, og uagtet hun var skrøbelig og fo'r vild.




Rettelse. Side 21, L. 19 fr. ov. er efter Ordet »og« udfaldet Ordene »af Mangel paa«.