Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/253

Denne side er blevet korrekturlæst

253

OLIVER TWIST

»Flink Dreng, Charley — bravo!« mumlede han. »Og Oliver med, hæ hæ hæ! ser ud som en hel Gentleman — som en hel — — I Seng med den Dreng! hører I?! Det er hans Skyld altsammen!… Det var Ret, Bill! Bolters Strube — bryd Jer aldrig om Tøsen! — men Bolters Strube: saa dybt I skære kan! Saug Hovedet af ham!«

»Fagin!« sagde Arrestforvareren.

»Ja!« svarede Jøden og indtog øjeblikkelig den lyttende Stilling, hvori han havde staaet henne i Retssalen. »En gammel Mand, Deres Naade! en meget, meget gammel Mand!«

Arrestforvareren tvang ham ned paa Bænken igen. »Her er nogen, der vil tale med Dem, Fagin!« sagde han. »Tag Dem nu sammen!«

Saa fik Jøden Øje paa Hr. Brownlow og Oliver, og han rykkede og rykkede sig paa Bænken, medens Arrestforvareren søgte at holde ham fast.

»De fik i sin Tid nogle Papirer til Opbevaring af en Mand, der hedder Monks,« sagde Hr. Brownlow og traadte lidt nærmere. »Hvor er de?«

»Det er Løgn! — Løgn!« skreg Jøden. »Jeg har ingen Papirer faaet, ikke ét!… Oliver,« tilføjede han pludselig og vinkede, »kom her hen, lad mig hviske noget til dig!«

»Jeg er ikke bange,« sagde Oliver halvhøjt til Arrestforvareren og slap hans Haand.

Jøden trak ham helt hen til sig. »Papirerne ligger i en Lærredspose i et Hul oppe i Kaminen i Værelset ovenpaa ud til Gaden,« hviskede han. »Jeg maa tale med dig, min Dreng, jeg maa tale med dig! Men udenfor — udenfor!« Og han skød Drengen foran sig hen mod Døren og stirrede, ligesom aandsfraværende, ud over hans Hoved. »Sig, at jeg er falden i Søvn, dig tror de! Du kan skaffe mig ud, naar du gør, som jeg siger!«

»Aa Gud se i Naade til den Stakkel!« mumlede Oliver og brast i Graad.

»Det var ret, det var ret! Dèt hjælper os ud!« blev Jøden ved. »Først Døren dèr! Hvis jeg ryster og skælver, naar vi kommer forbi Galgen, saa skal du ikke bryde dig om det. Bare rask forbi, du! Saadan! saadan!«

»De har ikke mere at spørge ham om?« forhørte Arrestforvareren sig hos Hr. Brownlow. »Saa gør De bedst i at gaa nu!« Og han aabnede Døren, og de to Vogtere traadte ind.

»Gesvindt! gesvindt!« skreg Jøden. »Sagte! men ikke saa langsomt! Hurtigere! hurtigere!«

Vogterne gjorde Oliver fri for Jødens Tag og holdt Jøden tilbage. Han vred sig og sled som en fortvivlet og udstødte saadanne Hyl, at de endog trængte gennem de tykke Fængselsmure og lød i Hr. Brownlows og Olivers Øren, dengang de traadte ud i den aabne Gaard.

Straks kunde de ikke begive sig bort. Oliver var lige ved at besvime og saa angrebet, at det varede en Timestid, før han kunde støtte igen paa Benene.