250
CHARLES DICKENS
Ord af Dommeren, som var i Færd med at udvikle hans Sag for de Edsvorne. Nu og da saa' han pludselig hen paa disse Edsvorne for at se, hvad Virkning en eller anden Bagatel gjorde, som syntes at tale til Fordel for ham. Forresten rørte han hverken Haand eller Fod, og han blev staaende ubevægelig, stirrende og lyttende, endnu en Stund efter at Dommeren havde endt sin Tale.
En svag Støj vakte ham, — de Edsvorne begav sig ind i Værelset ved Siden af for at raadslaa. Slutteren pikkede ham paa Skulderen, — mekanisk fulgte han med hen i Baggrunden af Rummet for den Anklagede og satte sig paa den Stol, Slutteren anviste ham, — af sig selv vilde han ikke have sét den. Siddende dèr lod han saa Blikket strejfe op over Galleriet. Nogle af Tilhørerne spiste, andre viftede sig med deres Lommetørklæder, thi der var trykkende hedt. Et ungt Menneske sad og tegnede hans Portræt i en Lommebog. Jøden gad vidst, om Billedet lignede, og da det unge Menneske brækkede Spidsen paa sin Blyant og gav sig til at spidse Blyanten, sad han og saa' til, som om han var en ganske uvedkommende Tilskuer. Lidt efter vendte han sig saa atter om mod Dommeren, gav sig til at betragte Snittet paa hans Dragt, beregnede, hvad Dragten vel kunde have kostet. Eller han saa' paa den korpulente Kronadvokat, som havde været borte en Stund og nu kom tilbage. Mon Manden havde været henne at spise, og hvor og hvad havde han spist?… Men midt under alle disse Betragtninger var der hele Tiden i ham en utydelig, trykkende Forestilling om den Grav, som var ved at aabne sig for hans Fødder. Han kunde blot ikke fæste Tankerne derved. Han blev hed, og han blev kold af Angst for Døden — og gav sig i det samme til at tælle Jernpiggene paa Galleriets Brystværn og spekulerede over, hvorledes Spidsen af en af dem kunde være gaaet af, og om man nu monstro havde i Sinde at anbringe en ny Jernpig, eller man vilde lade den gamle blive siddende. Saa var hans Tanker igen ved alle Galgens Rædsler, — indtil han blev optaget af, at et af Rettens Bude stænkede Vand paa Gulvet for at friske op.
Med Et blev der raabt »Stille!« — aandeløs stirrede alle hen mod Døren. De Edsvorne kom ind og gik tæt forbi ham: deres Ansigter var som af Sten, umuligt at læse noget i dem! Saa en lydløs Stilhed, ikke en Bevægelse — ikke et Aandedræt, — Skyldig!… Det næste Nu lød et Glædesraab fra Tilhørerne, det svulmede og svulmede, og besvaredes udefra af et formeligt Hyl. Folkemængden derude havde faaet at vide, at Jøden var dømt og skulde hænges førstkommende Mandag.
Larmen lagde sig. Han blev efter Skik og Brug spurgt af Dommeren, om han havde noget at sige til sit Forsvar. Han rejste sig og stod igen og stirrede og lyttede. Men Spørgsmaalet maatte gentages to Gange, før han lod til at forstaa det. Saa mumlede han, at han var en gammel Mand — en gammel Mand — en gammel Mand, — og tav. Dommeren satte den sorte Hue paa, der tilkendegiver, at han skal afsige Dødsdom. Oppe paa Galleriet gav en Kvinde et Skrig fra sig af Skræk, — Jøden saa' hurtigt op, ligesom krænket over Forstyrrelsen. Nu talte Dommeren, indtrængende, alvorligt, højtideligt. Jøden stod som
