242
CHARLES DICKENS
De er allesammen her omme paa Forsiden. Jeg kan lade mig dumpe ned i Graven og klare mig paa den Manér. Skaf mig et Tov, siger jeg! eller jeg slaar Panden i Smadder paa Jer alle tre og bag efter paa mig selv!«
De tre andre var maalløse af Skræk, de bare pegede hen et Sted, hvor der laa noget Tovværk. Sikes søgte sig hurtigt ud det længste og stærkeste Reb, og løb saa op paa Loftet.
Men i det Lukaf, hvor Charley var blevet indespærret, var der en ganske lille Luge, som vendte ud mod Graven. Ud ad den var Charley blevet ved at raabe ned, at Folk skulde passe paa Bagsiden af Huset. Saa da Morderen nu kom frem paa Taget, blev han øjeblikkelig set og hilst med høje Brøl. Derved blev Sværmen fra Forsiden gjort opmærksom og begyndte at strømme til.
Sikes havde med et Brædt spærret den Aabning i Taget, hvorigennem han var sluppet ud. Nu krøb han hen over Tagstenene og kiggede ned. Vandet var sunket, Graven laa fuld af Dynd!
Folkemængden havde tiet et Øjeblik, medens den søgte at gætte sig til, hvad Morderen havde i Sinde. Da den forstod hans Hensigt, opløftede den et Sejrs-Hyl, mod hvilket alle de tidligere Brøl havde været for en Hvisken at regne. Atter og atter lød delte Hyl fra Mængden nedenunder (der belystes fantastisk af brændende Fakler) samt fra alle dem, som var stimlet sammen paa Broerne over Graven eller i Vinduerne eller paa Tagene af Husene ovre paa den modsatte Side. Thi ogsaa dèr var Folk trængt ind, Ansigt ved Ansigt saa's overalt.
»De tager ham! Hurra!« skreg en Mand henne paa den nærmeste Bro. Og i den korte Pavse, der blev, efter at Hobens Hurraraab var døet hen, hørte man en gammel Herre raabe: »500 Kr. til den, som tager ham levende! Jeg bliver staaende her og betaler øjeblikkelig!«
I det samme blev der raabt, at nu havde de sprængt Gadedøren. Straks væltede Sværmen atter hen mod Forsiden af Huset; man puffedes og sloges for at komme frem og faa Morderen at se, naar Betjentene bragte ham ned. Under den voldsomme Trængsel kunde ingen høre Ørelyd for Skrig af dem, som blev trykket eller traadt, og for de forbitredes Raab. Et Øjeblik afledtes Opmærksomheden fra, hvad Morderen foretog sig oppe paa Taget.
Sikes havde ligget deroppe og krøbet sammen, helt fortumlet over Folkemængdens Glubskhed og over, at det syntes umuligt at slippe bort. Men i samme Nu, som Sværmen stimede om til Forsiden igen, tog han sig sammen. Det fik at gaa, som det kunde: selv om han skulde kvæles i Mudderet dernede, vilde han forsøge at lade sig glide ned og se at slippe væk i Mørket og Forvirringen! Han kunde høre, at Folk var trængt ind i Huset neden under ham, det gav ham dobbelt Kraft. I en Haandevending var han oppe ved Skorstenen, gjorde den ene Ende af Rebet forsvarligt fast om den, og lavede saa paa et Sekund og med baade Hænder og Tænder en Løkke i Rebets anden Ende. Han kunde fire sig saa langt ned, at han kun vilde være en tre Alen fra Graven. Sin Kniv havde han lukket op; han holdt den parat til at skære Rebet over — og lade sig falde.
