238
CHARLES DICKENS
Gang i fordums Tid havde faaet Næsen slaaet flad i et Slagsmaal, og som vel ved samme Lejlighed havde erhvervet sig det frygtelige Ar, der prydede hans Ansigt. Han hed Kags, havde været deporteret, men var nylig sluppet hjem.
Toby Brækjern brød Tavsheden: »Du kunde ellers gerne have krøbet i Skjul et andet Sted end her!« sagde han til Fregne-Tom.
Fregne-Tom hang med Næbet. Hr. Kags gjorde yderligere opmærksom paa, at han for sin Part aldeles ikke brød sig om at hilse paa Politiet efter sin Hjemkomst.
Atter blev der en Pavse. Saa spurgte Toby Brækjern (men i en Tone, hvor alt det friskfyrsagtige var som blæst bort) om, naar Fagin var blevet snuppet.
»Kl. 2 i Middags,« forklarede Fregne-Tom. »Charley og jeg slap væk gennem Skorstenen. Bolter stak paa Hovedet ned i den tomme Vandtønde; men hans lange Ben strittede oven ud, og saa tog de ham.«
»Og Betzy?«
»Stakkels Bett!« mumlede Fregne-Tom, der blev mer og mer for knyt. »Hun var gaaet hen for at se Liget. Men saa blev hun rent forrykt og skreg op og huggede Hovedet ned i Gulvet. Og saa gav de hende Spændetrøje paa og trak af med hende til Galehuset.«
»Hvor har du gjort af Charley?« spurgte Kags lidt efter.
»Han kommer herhen, naar det er blevet mørkt, foreløbig lusker han om, som han bedst kan,« sagde Fregne-Tom; »der er ingen andre Steder at ty hen. For alle de fra »Krøblingerne« er nappet, Skænkestuen derhenne er stuvende fuld af Politi. Det har jeg selv set.«
»Ja, nu ramler den!« mumlede Toby og bed sig i Læben. »Det kommer til at gaa ud over mer end en!«
»Hvis De faar Bolter til at staa op som Kronvidne mod Fagin,« bemærkede Kags, »saa dingler Jøden i Galgen, inden Ugen er omme!«
»I skulde have hørt, som Folk hylede!« forklarede Fregne-Tom. »Dersom ikke Politierne havde slaaet fra sig, som de var tossede, saa var Jøden blevet flaaet i Stumper og Stykker. En Gang havde Folk faaet slaaet ham i Jorden; men Politierne slog Kreds om ham og trak af med ham: og han klyngede sig til dem, som om de kunde have været hans Hjertensvenner. Hu, hvor han saa' ud, af Snavs og Blod! og hvor Fruentimmerne skreg, de vilde rive Hjertet ud af Livet paa ham!« — Fregne-Tom holdt Hænderne for Øjnene og gik forstyrret op og ned ad Gulvet.
I det samme hørtes en underlig sjappende Lyd ude fra Trappen, — det næste Øjeblik kom Sikes' Hund luskende ind. Alle tre fo'r hen til Vinduet og stirrede ud: nej, dens Herre var ikke til at se!
»Hvad Satan er dèt?« mumlede Toby og gik bort fra Vinduet igen. »Jeg skulde da aldrig tro, han har i Sinde at komme hèrhen!«
»Nej, saa var han kommet sammen med Hunden!« mente Kags og bøjede sig ned over Dyret, der laa paa Gulvet og pustede. »Tag og lad den faa' noget Vand! den maa være kommet langvejs fra, sikken den ser ud!«
