227
OLIVER TWIST
han maatte passe hende op saa længe — passe saa længe paa hende, Bill!«
»Hvad mener De?« brummede Sikes og rettede sig igen.
Jøden svarede ikke, men bukkede sig og løftede Noah op i siddende Stilling og kaldte Gang efter Gang paa ham. Omsider gned Noah Øjnene, gabede, og saa' sig sløvt om.
»Aa, min Ven, fortæl det en Gang til, — en Gang til, for at han der kan høre det!«
»Hvad for noget?« mumlede Noah søvndrukken.
»Det om — Nancy!« svarede Jøden og greb i det samme Sikes om Haandledet lige som for at forhindre ham fra at gaa sin Vej. »Du fulgte altsaa efter hende, hen paa Londoner-Broen, og dèr traf hun to Personer?«
»Ja vel.«
»En Herre og en ung Dame, som hun havde været hos en Gang før, af egen Drift. Og de sagde, at hun skulde fortælle om sine Kammerater, og aller først om Monks, — hvad hun gjorde! og at hun skulde beskrive Stedet, hvor vi plejede at komme sammen, og naar vi kom sammen, — hvad hun gjorde! — og hvordan vi bedst kunde passes op, — hvad hun gjorde! Hun fortalte det altsammen, uden at kny, uden at blive truet. — Er det ikke rigtigt? — Er det ikke rigtigt?« hylte Jøden, halv forrykt af Raseri.
»Jo,« sagde Noah og kløede sig i Hovedet, »det er rigtigt!«
»Og hvad var det saa, hun sagde om forrige Søndag? — Fortæl det igen, hører du!« skreg Jøden og klamrede Haanden fast om Sikes' Haandled.
»De spurgte hende.« forklarede Noah (som nu lod til at faa en Anelse om, hvem Sikes var), »hvorfor hun ikke var kommen forrige Søndag, som hun havde lovet. Og saa sagde hun, at hun havde ikke kunnet, for han, Bill, som hun tidligere havde fortalt dem om, han havde holdt hende tilbage med Magt.«
»Og hvad mer? hvad var det mer, hun sagde om ham?!« skreg Jøden triumferende.
»Hun sagde, at det var saa svært for hende at slippe fra ham; forrige Gang, hun havde været henne hos Damen, saa havde hun — ha ha ha! — maattet give ham Opium!«
»Død og Helvede!« brølte Sikes og rev sin Arm løs af Jødens Tag. »Slip mig!« Han stødte den gamle af Vejen, fo'r ud af Stuen og buldrede rasende op ad Trappen.
»Bill! Bill!« raabte Jøden og skyndte sig efter ham, »lad mig blot sige Dem —!«
Sikes stod og ruskede og rev i Gadedøren som en Gal. »Luk mig ud!« brummede han. »Snak ikke, det raader jeg Dem! Luk mig ud!«
»Der er bare dèt, Bill,« hvæste Jøden, »De maa ikke — være for voldsom!«
Dagen var ved at bryde frem, det var lyst nok, til at de kunde se
