220
CHARLES DICKENS
ikke,« tænkte Fagin, »med lidt Overtalelse kunde faa hende til at forgive ham? Fruentimmere har tidt gjort dèt, som værre var, under den Slags Forhold. Saa blev jeg af med den Skurk — jeg hader ham! Og jeg fik en anden i hans Sted, — og min Magt over Pigebarnet blev uindskrænket!«
Alt det havde han allerede tænkt paa, medens han sad oppe hos Sikes. Men, tænkte han videre nu, maaske hun alligevel vilde gyse tilbage for at tage Livet af Indbrudstyven; og det var jo dog væsenlig det, der skulde opnaas. »Hvordan skal jeg faa fastere Tag i hende? Hvis jeg nu lod hende udspejde og opdagede, hvem hendes ny Ven er, og truede hende med at fortælle det hele til Sikes, dersom hun ikke lystrede mig, — har jeg hende saa ikke? — Jo jeg har!« udbrød han, næsten højt. »Saa tør hun ikke sige nej, hvis hun da har sit Liv kært. Jeg har Jer, jeg har Jer!« Og han vendte sig om og truede med knyttede Hænder hen ad Stedet, hvor Indbrudstyven boede. Derefter svøbte han Hænderne ind i sin Kappe, og medens han gik videre, pressede han dem sammen, som om han masede en forhadt Fjende mellem sine magre Fingre.
Næste Morgen ventede han utaalmodigt paa Noah Claypole, som kom sent og straks kastede sig graadigt over Frokosten.
»Bolter!« sagde Jøden og satte sig lige over for ham og bandede i sit stille Sind hans Slugvornhed. »De kan vel nok tale, fordi De spiser?«
»Jo,« svarede Noah og skar sig en vældig Kile Brød, »det fremmer næsten Appetiten at snakke.«
»Se De gjorde jo Deres Sager godt i Gaar, min Ven,« fortsatte Jøden. »Straks den første Dag 6 Kr. 75, — De bliver en ren Mester i Hvalpefaget, hæ, hæ, hæ!« (Noah lo selvbehageligt med.) »Men nu har jeg et Stykke Arbejde til Dem, der kræver megen Forsigtighed.«
Noah blev pludselig alvorlig. »Jeg vil ikke vove mig i Fare,« sagde han, »det kan ikke nytte, hvis De vil sende mig op i Politiretten igen. Den Slags holder jeg ikke af.«
»Der er ikke Spor af Fare ved det. De skal bare udspionere et ungt Fruentimmer.«
»Den er jeg med paa. Jeg var allerede i Skolen slet ikke saa tosset til saadant noget. Hvad skal jeg udspionere.«
»Hvor hun gaar hen, og hvem hun er sammen med, og om muligt hvad hun siger. Og saa skal De lægge Mærke til Gaden eller Huset, og skaffe mig alle de Oplysninger, De kan.«
Noah satte Koppen fra sig og saa' grisk paa Fagin. »Hvad giver De for det?« spurgte han.
»Hvis De gør det godt, giver jeg Dem 20 Kr. — tyve Kr., min Ven!« svarede Fagin, som ønskede at gøre sin Medhjælper hidsig paa Sagen. »Saa meget har jeg endnu aldrig betalt for et Stykke Arbejde, der ikke kan kaste videre af sig.«
Hvem er Fruentimmeret?«
