218
CHARLES DICKENS
»Halløj, du!« kaldte Sikes. »Hvor skal du hen, Tøs, paa denne Tid af Aftenen?«
»Ikke langt.«
»Hvad er det for et Svar? Hvor skal Du hen? siger jeg.«
»Det véd jeg ikke.«
»Naa ikke det? Du skal ingen Steder hen, skal du!« erklærede han, mere af Paastaaelighed, end fordi han egentlig havde nogen bestemt Grund til at modsætte sig, at hun gik. »Sæt dig hen!«
»Jeg trænger til frisk Luft, — jeg maa ud at røre mig.«
»Sludder!« Han rejste sig, lukkede Døren af, rev Hatten af hende og kylte den hen paa et gammelt Skab, der stod. »Saa! kan du saa maaske holde dig i Skindet, hvad?«
Nancy var blevet meget bleg. »Hvad skal det betyde, Bill?« spurgte hun. »Ved du selv, hvad du gør?«
»Om jeg véd, hvad jeg —?« Han vendte sig om mod Fagin: »Hun maa jo være blevet gal, siden hun understaar sig til at snakke saadan
Nancy pressede begge Hænder mod Brystet som for at tvinge et eller andet Udbrud tilbage. »Lad mig gaa, siger jeg — straks!.... Fagin! sig til ham, at han skal lade mig gaa, — det raader jeg ham til! Hører du!« Og hun stampede i Gulvet. »Lad mig gaa, Bill! du véd ikke selv, hvad du gør, — lad mig gaa — blot en Time!«
»Den Onde partere mig, tror jeg ikke, Tøsen er blevet gal!« buldrede Sikes. Han rejste sig og tog hende haardt ved Skulderen: »Væk fra Døren dér!»
»Ikke før du lader mig gaa — ikke for du lader mig gaa — nej — nej!« skreg hun.
Han saa' et Øjeblik paa hende, greb hende saa pludselig om Haandledene, slæbte hende, hvor meget hun end sprællede, ind i det lille Kammer ved Siden af, satte sig paa en Bænk, tvang hende ned paa en Stol, og holdt hende fast. Hun strittede imod og tryglede om at faa Lov til at slippe, — lige indtil Klokken slog 12, saa holdt hun pludselig op. Sikes gav hende endnu en, med mange Eder spækket, Advarsel om at dy sig, og gik saa ind til Jøden igen. »Pyh!« sagde han og tørte Sveden af sin Pande, »det er dog ogsaa Fanden til balstyrig Tøs!«
»Ja dèt maa De nok sige!« svarede Jøden tankefuldt. »Det maa De nok sige!«
»Hvad tror De, der stak hende, at hun saadan endelig vilde ud?«
»Naa-aa (Jøden trak paa Skuldrene), Stridighed, min Ven, Fruentimmer-Stridighed!«
»Jeg troede ellers, jeg havde faaet tæmmet hende! Men det er vel dèt, at Feberen sidder hende i Blodet endnu og vil ikke komme ud! … Skaber hun sig saadan en Gang til, saa tager jeg og aarelader hende lidt, uden at gøre Doktoren Ulejlighed.«
»Ja vist saa, vist saa, min Ven,« hviskede Jøden. »Hys!«
Nancy kom ind i det samme og satte sig paa sin forrige Plads.
