207
OLIVER TWIST
gede Noah. »Nej, jeg vil søge ind i de værste Gyder, jeg kan finde, og ikke helme, før jeg har hittet den aller mest afsides liggende Beværtning. Du kan takke din Gud og Skaber for, at jeg har Hoved! For hvis vi ikke, som jeg sagde, først var gaaet i lige den modsatte Retning og saa var vendt om igen tværs over Markerne, saa havde du allerede for otte Dage siden siddet i Kachotten. Og det havde forresten været Løn som forskyldt, for du er en Torsk.«
»Ja jeg véd nok, at jeg ikke er saa klog som du,« indrømmede Charlotte. »Men du maa ikke sige andet, end at hvis jeg var blevet nappet, saa var du ogsaa blevet nappet.«
»Du har maaske glemt, at det var dig, der tog Pengene af Skuffen?«
»Nej, men jeg tog dem jo til dig, søde Noah!«
»Beholdt jeg dem, hvad?«
»Nej for du stolede paa mig og lod mig bære dem, og du er ogsaa saadan en sød én!« sagde hun og tog ham om Hagen og stak sin ene Arm ind under hans.
Alt det var ganske rigtigt. Men saasom Noah Claypole ikke havde for Skik at vise nogen som helst en blind og taabelig Tillid, er det kun simpel Retfærdighed mod ham at bemærke, at han havde betroet Charlotte Pengene, for at de kunde blive fundne hos hende, hvis man blev indhentet. Han indlod sig dog ikke i Øjeblikket paa nærmere Forklaring, og Parret gik nok saa endrægtigt videre.
Da de kom ind i London, standsede Noah lidt og saa' efter, hvilke Gader der syntes at være stærkt befærdede og altsaa burde skyes. Lidt efter var de inde i et Virvar af smalle og skidne Gyder, et af Byens usleste Kvarterer. Her mønstrede han omhyggeligt hvert et Værtshus, de kom forbi, og blev endelig staaende ud for ét, som syntes simplere og mere snavset end alle de andre. I det, erklærede han aller naadigst, vilde han tilbringe Natten. »Lad saa kun mig faa Bylten!« sagde han og løste den af Ryggen paa Charlotte og kastede den over Skulderen. »Og husk paa, at du siger ikke et Muk, undtagen der bliver talt til dig! Hvad er det, der staar, at den Beværtning hedder? De t-r-e — hvad for noget?«
»Krøblinger!« læste Charlotte.
»De tre Krøblinger? — det er et godt Navn!… Saa! hold dig saa lige i Hælene paa mig!« Og han puffede med Skuldren den knirkende Dør op og traadte ind.
Inde i Skænkestuen var der ingen andre end en ung Jøde, som støttede sig med begge Albuer paa Disken og studerede ivrigt en snavset Avis. Jøden stirrede paa Noah, Noah stirrede paa Jøden.
»Er dette her de tre Krøblinger?« spurgte endelig Noah.
»Ja vel.«
»Vi traf undervejs en Herre, der anbefalede Stedet,« forklarede Noah og puffede til Charlotte, maaske for at aftvinge hende Agtelse for hans snedige Paafund. »Vi vil gerne ligge her i Nat.«
»Ja jeg véd ikke, om De kan,« svarede Barney (thi han var den opvartende Aand). »Nu skal jeg høre ad.«
