198
CHARLES DICKENS
ner op i sin Kiste!« Saa lo de og snakkede om, at det var et godt Kup. Men Monks blev ved at snakke om Drengen, og han snakkede sig hidsig og sagde, at ganske vist var han jo nu sikker nok paa den lille Satans Penge; men han havde dog heller set, det var gaaet paa den anden Maade, For sikken en Svir det kunde have været at vælte Faderens Testamente ved at faa jaget Drengen gennem alle Londons Fængsler og saa til sidst faa ham for Retten for én eller anden Forbrydelse, hvorpaa der stod Livsstraf. Og det kunde Fagin meget godt have gjort, og han vilde endda have tjent tykt paa det.«
»Men hvad er dog alt dèt?!« udbrød Rosa fortumlet.
»Sandhed, Frøken, skønt det er mig, der siger det!.... Og saa sagde Monks — med en Mængde Eder, som jeg er vant nok til, men som ikke er noget for Dem, — at det vilde være ham en Hjertens Lyst at faa Drengen taget af Dage, hvis han bare kunde gøre det uden at risikere sin egen Hals. Men da han ikke kunde dèt, saa vilde han nøjes med at holde Øje med ham altid, for naar han brugte hans Fødsel og hans Historie rigtig imod ham, saa kunde han maaske nok faa ødelagt hans Liv. »De kan bande paa, Fagin,« sagde han, »at skønt De jo er en topmaalt Jøde, saa har De dog aldrig sat saadanne Rævesakse ud, som jeg skal sætte for min lille Broder Oliver!«
»Hans Broder!« gentog Rosa og slog Hænderne sammen.
»Saadan sagde han,« bekræftede Nancy og saa' sig uvilkaarlig om, hvad hun forresten havde gjort, lige fra hun var begyndt at fortælle: thi hun havde hele Tiden en Følelse, som om nu kom Sikes! — »Og én Ting til! Han talte om Dem og om den anden Dame og sagde, at det var nok et Paafund af Himlen eller af Djævlen for at ærgre ham, at Oliver netop skulde falde i Deres Hænder. Men saa grinte han igen ondskabsfuldt og føjede til, at paa den anden Led var det alligevel Sjov. For, sagde han, hvor mange Tusender og hundred Tusender vilde ikke De give, hvis De havde dem, for at vide, hvem Deres tobenede Skødehund var.«
Rosa blev meget bleg. »De mener da ikke, at det var hans Alvor?« spurgte hun.
»Jo det kan De stole paa, det var,« forsikrede Nancy og nikkede ivrigt. »Han spøger ikke, naar han farer op. Jeg kender mange, der maaske gør værre Ting grad han; men jeg vil heller høre alle dem snakke om det ti Gange, end jeg vil høre Monks bare én eneste Gang! — Aa men det er blevet sent! Jeg maa se at slippe hjem, saa man ikke skal faa Mistanke om, hvad Ærinde jeg har været ude i. Nu maa jeg gaa!«
»Men hvad hjælper Deres Meddelelse mig, naar ikke De er her?!« sagde Rosa. »Og vil De virkelig gaa hjem? Hvor kan De dog have Lyst til at vende tilbage til Omgivelser, som De selv skildrer som saa forskrækkelige? Hvis De vil gentage Deres Forklaring for en Herre, som jeg øjeblikkelig kan kalde herind, saa skal De paa mindre end en halv Time blive bragt til et fuldstændig sikkert Sted.«
»Jamen jeg ønsker at komme hjem!« erklærede Nancy. »Jeg maa hjem igen, fordi — det er saa svært at sige det til saadan en uskyldig
