196
CHARLES DICKENS
udholde at mødes med den, som hun selv havde bedt om en Sammenkomst. Men mod disse finere Følelser kæmpede saa igen Stoltheden, den Last, som de laveste og forvorpneste Væsner har fælles med de højeststaaende og selvretfærdigste. Denne Tyveknægtenes og Kæltringernes Kammerat, dette Udskud, der saa at sige førte sit Liv i Skyggen af Galgen, hun følte sig for »stolt« til blot med et Glimt at forraade sin kvindelige Følelse. Den var det eneste, der endnu forbandt hende med den ædlere Del af Menneskeheden, og den syntes hende en Svaghed!
Hun løftede Øjnene akkurat saa meget, saa hun kunde se, at den, der traadte ind, var en smuk og slank Pige. Saa tog hun Øjnene til sig igen, strømmede sig op til at slaa med Nakken, og sagde: »Det er svært at komme til at tale med Dem, Frøken. Hvis jeg var blevet stødt og var gaaet min Vej, som saa mangen anden vilde have gjort, saa var De engang kommet til at fortryde det, med god Grund!«
»Det gør mig ondt, hvis nogen har været uhøflig mod Dem,« svarede Frøken Rosa. »Men tænk nu ikke mer paa det, og sig mig, hvad det er, De vil tale med mig om!«
Den venlige Tone, den blide Stemme, det milde Væsen og saa dèt, at der var ikke Spor over Rosa af Hovmod eller Uvilje, — det altsammen ligefrem overrumplede Nancy. Hun brast pludselig i Graad.
»Aa Frøken, Frøken!« udbrød hun, og hun løftede Hænderne og slog dem lidenskabeligt sammen, »hvis der var mange som De, saa vilde der ikke være saa mange af den Slags som jeg, — nej, det vilde der ikke!«
»Sæt Dem!« sagde Rosa alvorligt. »Det gør mig ondt for Dem. Dersom De er fattig eller ulykkelig, saa vil det være mig en Glæde at hjælpe Dem, saa godt jeg kan. Sæt Dem nu!«
»Aa nej, lad mig staa, Frøken,« bad Nancy, stadig grædende, »og tal ikke saa venligt til mig, før De har faaet at vide, hvordan jeg er! … Men det bliver sent! — Er den Dør dèr lukket?«
»Ja,« svarede Rosa og traadte uvilkaarligt et Par Skridt tilbage, som for at være nærmere ved Hjælp, hvis hun skulde faa Brug for den … »Hvorfor græder De?«
»Jo… fordi jeg nu skal lægge mit eget og andres Liv i Deres Haand. Det var mig, der slæbte lille Oliver tilbage til gamle Fagin, Jøden, den Aften, da han kom bort fra Hr. Brownlows Hus.«
»Var det Dem?!« udbrød Rosa.
»Ja, Frøken, det var mig. Jeg er det Udskud, som De vel har hørt tale om, der lever sammen med Tyveknægte, og som aldrig — saa sandt hjælpe Gud mig! — lige saa langt tilbage jeg kan huske, har kendt til andet Slags Liv eller til bedre Ord, end som Kammeraterne har givet mig. Ja ryk De kun tilbage fra mig, Frøken! Jeg er yngre, end jeg ser ud til; men jeg er vant til det. Selv fattige Koner rykker sig af Vejen for mig, naar jeg presser mig frem paa Fortovene.«
»Aa hvor det er skrækkeligt!« mumlede Rosa. Og uden at hun vidste af det, rykkede hun endnu en Smule længere bort fra Nancy.
