195
OLIVER TWIST
»De dèr!« sagde en pyntet Pige, som stak Hovedet frem fra en Dør. »Hvor skal De hen?«
»Jeg skulde tale med en Dame, som bor her i Hotellet,« svarede Nancy. »En Frøken Maylie.«
Tjenestepigen, som imidlertid havde mønstret hende fra Top til Taa, saa' paa hende med et dydigt forarget Blik, og kaldte saa paa en Opvarter. For ham gentog Nancy sin Begæring.
»Hvad Navn skal jeg sige?« spurgte Opvarteren. »Og hvad Ærinde har De?«
»Vil De blot sige, at jeg maa tale med Frøkenen.«
»Nej den skal vi ikke have noget af!« svarede han og skubbede hende hen mod Udgangen. »Naa! se nu og pil af!«
»Ikke om De saa vil slæbe mig bort!« fo'r det ud at' Nancy. »Aa men er her da slet ingen (og hun saa' sig hjælpeløs om), der vil gøre mig den Tjeneste at gaa op og sige Besked?!«
Der var kommet nogle flere af Hotel-Personalet til. En Kok med et skikkeligt Ansigt fik Medlidenhed. »De kan jo dog sagtens gaa op, Johnny, og melde hende!« sagde han til Opvarteren.
»Hvad skulde det nytte?« lød Svaret. »Tror De, Frøken Maylie tager imod saadan én?«
Denne Hentydning til Nancys tvivlsomme Udseende pirrede vældigt op i fire Stuepigers dydige Forargelse. De erklærede helligt, at saadant et Kre'tur af en Tøs fortjente ikke bedre end at blive smidt paa Porten.
Men Nancy bad for sig »Bagefter kan I gøre ved mig, hvad I vil!« sagde hun til Mandfolkene. »Men for Gud den Almægtiges Skyld beder jeg Jer: gaa op og sig til Frk. Maylie, at her er et ungt Fruentimmer, som beder om at komme til at tale med hende under fire Øjne. Frøkenen vil straks af de første Ord kunne vide, om hun skal høre paa mig eller lade mig jage ned.«
Kokken med det skikkelige Ansigt tog igen Parti for hende. Og Enden blev, at Opvarteren Johnny løb ovenpaa og meldte hende.
Nancy stod bleg, næsten aandeløs, med dirrende Læber. Hun hørte kun halvt de nedsættende Bemærkninger, hvormed de dydige Stuepiger slog om sig. Bemærkningerne blev bitrere endnu, da Johnny kom tilbage og sagde, at Nancy kunde følge med. »Næh! det er saamænd ingen Nytte til at holde paa sig selv her i Verden!« erklærede første Stuepige krænket; og de tre andre stemmede i med, at det var »en Skandale!« Men Nancy agtede ikke derpaa. Rystende over hele Kroppen fulgte hun med op i et lille Forværelse, som oplystes af en Hængelampe. Her lod Opvarteren hende være alene.
Hun havde ødet sit Liv i Londons Gader og i dens usleste Kipper og Huller, og alligevel havde hun bevaret noget af Kvindens fine Natur. Da hun hørte lette Fodtrin nærme sig Døren og tænkte paa, hvilke himmelraabende Modsætninger dette lille Forværelse det næste Øjeblik skulde rumme, var det, som om Bevidstheden om hendes Skændsel vilde knuge hende til Jorden. Hun syntes, hun kunde ikke
