Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/193

Denne side er blevet korrekturlæst

193

OLIVER TWIST

hun sad og ventede paa, at Sikes endelig skulde faa drukket sig i Søvn, blev hendes Kinder kridene hvide, og hendes Øjne luede i Feber. Sikes laa og halvdøsede og spædte Gang efter Gang sin Genever op med varmt Vand. Tilsidst, da han igen rakte Glasset overmod hende, kom han til at se paa hende. »Hvad i hede Helvede —?!« brummede han saa og rejste sig halvt over Ende og stirrede paa hende, »hvad er der i Vejen med dig? Du ser jo ud som et Lig, der er krøbet op af Graven!«

»Der er ingenting i Vejen«, svarede hun. »Hvad glor du saadan paa mig for?«

Nancy havde rejst sig. »Endelig virkede da Opium'en!« mumlede hun. »Men maaske det allerede er for sent!«
Nancy havde rejst sig. »Endelig virkede da Opium'en!« mumlede hun. »Men maaske det allerede er for sent!«
Nancy havde rejst sig. »Endelig virkede da Opium'en!« mumlede hun. »Men maaske det allerede er for sent!«

Han tog om hendes ene Arm og ruskede hende. »Hvad er det nu for Bajadsstreger? Hvad skal det sige? Hvad sidder du og tænker paa?«

Hun fo'r sammen, og trykkede saa de knyttede Hænder op mod Øjnene. »Paa saa mange Slags Ting, Bill,« svarede hun. »Men pyt! hvad gør saa dèt?!«

Hendes forcerede Lystighed lod til at gøre mere Indtryk paa ham, end det aandsfraværende og febersyge Blik hun for havde haft. — »Du har da vel aldrig i Sinde — —?« mumlede han. »Nej Kraft æde mig, det kunde du aldrig!«