192
CHARLES DICKENS
alt var blevet ganske stille, smuttede hun ud, listede sig lydløst op ad Trappen og forsvandt i Mørket ovenpaa.
Et Kvarters Tid eller mer stod Stuen tom. Saa kom Nancy listende ind, ligesaa lydløst som før, og straks efter hørte hun de to Mænd komme ned. Monks gik sin Vej med det samme, Jøden traskede ovenpaa igen efter Penge. Da han endelig kom tilbage, stod Nancy og tog Hat og Sjavl paa og lavede sig til at gaa.
»Men Menneske dog!« udbrød Jøden, da han satte Lyset fra sig, og det gav et Sæt i ham. »Du er jo bleg som et Lig!«
»Bleg?« spurgte hun og skyggede med Haanden for Øjnene som for at se ham bedre. »Ja jeg har jo ogsaa siddet her i denne lumre Luft Gud véd hvor længe! Lad mig nu komme hjem, saa er De god!«
Med et Suk for hvert enkelt Pengestykke talte Fagin hende den betingede Sum op i Haanden. Og saa skiltes de, med et kort »Godnat!«
Ligesaa snart Nancy var kommet ud paa Gaden, sank hun ned paa et Dørtrin, tilsyneladende bedøvet og ude af Stand til at gaa. Men pludselig sprang hun op og skyndte sig afsted, i lige modsat Retning af hvor Sikes' Bolig var. Hun gik raskere og raskere, tilsidst fløj hun i vildt Løb. Fuldstændig udmattet maatte hun staa et Øjeblik stille, for at trække Vejret; og saa var det, ligesom hun pludselig kom til sig selv og forstod, at noget, som hun usigelig gerne vilde, kunde hun ikke. Hun vred Hænderne og brast i Graad.
Maaske skaffede Graaden hende Lindring, maaske begreb hun, at der var ingen Udvej. Nok er det, at hun vendte om og skyndte sig næsten ligesaa hurtigt tilbage. Dels vilde hun vel se at indvinde den Tid, hun havde spildt, dels maatte hun vel løbe for ligesom at holde Skridt med sine ilsomt strømmende Tanker. Omsider naaede hun saa hjem til Sikes. Dersom hendes Væsen lod uroligt endnu, mærkede i alt Fald han det ikke, han bare spurgte, om hun havde faaet Pengene. Da hun havde svaret »Ja«, udstødte han en Slags tilfreds Knurren, lagde saa Hovedet ned paa Puden igen, og snuede videre.
39.
Et løjerligt Møde.
Det var heldigt for hende, at Sikes havde faaet Penge. Næste Dag havde han saa travlt med at spise og drikke og var overhovedet saa oprømt, at han hverken fik Stunder eller Lyst til at bekymre sig synderligt om hende. Hans skarpsynede Ven Jøden vilde utvivlsomt straks have opdaget, at Pigebarnet var nervøst og aandsfraværende som et Menneske, der efter lang Betænkning har besluttet sig til et halsbrækkende Skridt. Men Sikes var nu engang ikke saa kløgtigt anlagt, og han mærkede ingen Verdens Ting.
Hen imod Aften voksede og voksede imidlertid hendes Uro. Medens
