Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/163

Denne side er blevet korrekturlæst

163

OLIVER TWIST

nær Slægtning af hende, selv om han ikke havde hørt ham sige, at hun var hans Moder.

Fru Maylie ventede i ængstelig Spænding paa Sønnen, og de var begge stærkt bevægede, da de saas. — »Aa, Mor«, hviskede Harry, V »hvorfor skrev du ikke før?!«

»Jeg skrev nok, min Dreng,« svarede Fru Maylie, »men saa betænkte jeg mig og vilde vente, til jeg havde hørt, hvad Doktor Losberne sagde. Dersom det værste var sket, saa vilde vel Slaget have ramt dig saadan, at det havde kun faaet meget, meget lidt at sige, enten du var kommen hertil en Dag før eller senere.«

»Du véd, Mo'r, hvordan jeg føler,… Du maa jo vide det!«

»Jeg véd,« sagde Fru Maylie, »at Rosa fortjener den reneste og inderligste Kærlighed, som en Mand kan give hende. Vidste jeg ikke det, og at en forandret Opførsel af den, hun elsker, kan knuse hendes Hjerte, saa vilde jeg ikke have saa svært ved at handle, som jeg tro'r, det er min Pligt.«

»Men Mo'r dog! tror Du, jeg er et Barn endnu og ikke er sikker paa mine Følelser?«

Fru Maylie lagde Haanden paa hans Skulder. »Jeg tror, min Dreng«, sagde hun, »at Ungdommen har mange smukke Længsler, som ikke er varige, især ikke, naar de først er blevet opfyldte. Og fremfor alt tror jeg (hun saa' ham lige ind i Øjnene), at hvis en sværmerisk, fyrig, ærgerrig ung Mand faar en Hustru, paa hvis Navn der er en Plet, — en Plet, som hun ikke selv er Skyld i, men som dog af simple Mennesker kan blive lagt hende og hendes Børn til Last og ogsaa kan blive brugt som Vaaben mod hendes Mand, især hvis han har Fremgang i Livet — — ja jeg tror, Harry, at selv om Manden saa er brav og god, kan han efterhaanden komme til at angre den Forbindelse, han sluttede som ung, og hun kan komme til at lide under, at han angrer den!«

»Aa, Moder!« svarede Harry utaalmodigt, »kender du mig saa lidt? Jeg elsker Rosa, jeg har ingen anden Tanke og Plan og Haab i Livet end hende. Gaar du imod mig i dette, saa gaar du imod mit Livs Fred og Lykke. Betænk dig vel, Moder, læg ikke saa lidt Vægt paa et varmt Hjerte!«

»Nej, Harry«, sagde Fru Maylie, »jeg lægger netop Vægt paa de varme Hjerter, jeg vil gerne skaane dem for Fortræd! Men nu har vi talt nok om den Sag foreløbig. Blot ét endnu! Før du betro'r dig til Rosa, saa betænk, hvad Indflydelse Bevidstheden om hendes tvivlsomme Fortid kan faa paa det Svar, som hun giver dig, — hun, der i stort og smaat altid har været saa selvopofrende!«

»Hvad mener du, Moder?«

»Ja det kan du nu selv se at finde ud af,« sagde hun, »jeg maa op til Rosa igen. Gud velsigne dig!«

»Moder! Du siger da, at jeg er kommen, — og hvor fortvivlet jeg har været, — og hvor jeg længes efter at se hende —?«

»Jeg skal sige det altsammen, min Dreng«, svarede hun og skyndte sig ud af Stuen. — —