160
CHARLES DICKENS
Morgenen kom. I det lille Hus var der tyst og stille. Man talte hviskende; nu og da dukkede ængstelige Ansigter frem ved Gadedøren, og grædende gik Kvinder og Børn bort… Hele den lange Dag, og endnu i flere Timer efter at det var blevet mørkt, vandrede Oliver frem og tilbage nede i Haven. Hvert Øjeblik saa' han op til Sygeværelset, og det gøs i ham, naar han saa' de nedrullede Gardiner, — det var, ligesom nogen laa Lig derinde… Sent ud paa Aftenen indtraf Doktor Losberne. »Det er tungt!« sagde den skikkelige Mand og saa' til Siden, medens han talte: »saa ung — og saa elsket —! Men der er kun meget lidt Haab!«
Atter blev det Morgen. Solen skinnede klart, som om der slet ingen Sorg og Nød var at se. Og medens hver Blomst og hvert Blad stod i sin fulde Kraft og der var Liv og Sundhed og Lys og Lyst rundt om i Naturen, laa hun, den skønne, unge Pige, og tæredes hen. Oliver listede over paa den gamle Kirkegaard, satte sig paa en af de smaa græsbevoksede Grave og græd stille. Det var saadan en dejlig Dag, Fuglene sang og svirrede gennem Luften saa livsglade, at da han saa' op, greb det ham som med instinktmæssig Sikkerhed, at saadan en Dag kunde Frøken Rosa ikke dø. Liglagnerne, syntes han, var kun for gamle og runkne; de var ikke bestemte til at skulle skjule unge og skønne Skikkelser indenfor deres frygtelige Folder.
Kirkeklokkens Ringen vækkede ham barsk af hans barnlige Tanker. Ding-dang, — ding-dang! Det ringede til Begravelse! Et lille Sørgetog kom ind ad Porten, — og den, de skulde begrave, havde været ung! Der stod de med blottede Hoveder ved Graven: foran hele Følget stod en Moder — forhen en Moder! Men Solen blev ved at skinne klart, og Fuglene blev ved at synge!
Oliver gik hjem....
Da han kom ind i den lille Dagligstue, sad Fru Maylie dèr. Alt hans Mod forsvandt, da han saa' hende derinde; thi hidtil var hun ikke veget fra Frk. Rosas Leje, og han gøs ved Tanken om, hvilken Forandring der vel havde drevet hende bort derfra… Fru Maylie sagde, at Rosa var falden i en dyb Søvn: af den vilde hun vaagne enten til Helbredelse…, eller for at sige dem Farvel og dø!
Time efter Time sad de og lyttede og havde ikke Mod til at tale. Middagsmaden blev taget urørt ud. Med Blikke, som røbede, at deres Tanker var andet Steds, stirrede de efter Solen, medens den dalede og dalede og blev borte bag en Straale-Pragt over Himmel og Jord… Pludselig opfangede saa deres spændte Øren paa én Gang Lyden af Fodtrin, der nærmede sig. Og uvilkaarlig fløj de begge hen til Døren, i det samme Doktor Losberne lukkede den op.
»Hvordan er det med Rosa?!« spurgte Fru Maylie hastigt. »Sig mig det! sig mig det! Jeg kan bære alt, blot ikke denne forfærdelige Uvished! For Gud i Himlens Skyld, sig mig det!«
»Fat Dem, kære Frue, fat Dem!« sagde Doktoren og lagde Armen om hendes Liv og støttede hende.
