Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/145

Denne side er blevet korrekturlæst

145

OLIVER TWIST

i dybeste Beundring, lyste for dem. Saa kom de to Betjente atter op i Forstuen og tog Hat og Kavaj af. Den føre Mand viste sig at være vel et halvt hundrede Aar, middelhøj, Haaret skinnende sort og tæt afklippet, smaa Whiskers, rundt Ansigt, et Par skarpe Øjne. Den anden var rødhaaret og mager, havde Kravestøvler paa, saa' noget frastødende ud og udmærkede sig ved en uhyggelig Opstoppernæse.

»Kan De sige til Deres Herskab, at Blathers og Duff er her?« sagde den føre Mand, glattede sit Haar, tog et Par Haandjern frem og lagde dem paa Bordet. »Aah! God Aften, Højstærede! Jeg turde maaske tale et Par Ord med Dem under fire Øjne?!«

Det sidste var henvendt til Doktor Losberne, som i det samme kom til. Doktoren betydede med et Nik Brittles, at han skulde gaa, hentede saa de to Damer ind i Stuen, hvor Betjentene opholdt sig, og lukkede Døren. »Det er Fruen i Huset,« sagde han og pegede paa Fru Maylie.

Blathers bukkede, satte sin Hat fra sig paa Gulvet, tog en Stol og betydede Duff, at han skulde gøre lige saadan. Men Hr. Duff var enten ikke vant til at være i saa fint Selskab, eller ogsaa var han ikke rigtig i sit Es; for hans Ben gjorde en Mængde krampagtige Skrabud, før han satte sig, og han puttede temmelig forlegen Knappen af sin Stok ind i Munden.

»Naa ja — det var altsaa dette hersens Indbrud, Højstærede,» sagde Blathers. »Hvordan var det, det gik for sig?«

Doktoren, der aabenbart vilde vinde Tid, fortalte yderst omstændeligt. De to Opdagelsesbetjente saa' umaadelig snedige ud og nikkede engang imellem til hinanden.

»Ja,« sagde saa Blathers, »jeg kan naturligvis ikke sige noget afgjort, før jeg har beset Stedet. Men foreløbig er det min Mening, naar jeg skal sige den rent ud, at dèt Indbrud er ikke begaaet af nogen Daudi-Svend, hvadbehager, Du?«

»Nej, det er det ikkeic erklærede Duff.

»De mener,« sagde Doktoren smilende, »at det er udlærte Folk, der har begaaet det?« (Blathers nikkede.) »Ja, jeg har sagt Dem alt, hvad der var at sige!«

»Hm, ja vel! Men hvad var det saa med den Dreng, som Tjenestefolkene snakkede om?«

»Aa, dèt er slet ingenting!« svarede Doktor Losberne. »Et af de forfjamskede Mennesker havde sat sig i Hovedet, at Drengen havde været med til Indbrudet. Men det er noget rent Snik-Snak!«

»Ja, dèt var nu svært hurtig klaret!« bemærkede Duff.

»Duff har Ret!« sagde Blathers og nikkede til ham og legede med Haandjernene, som om det kunde have været et Par Kastagnetter. »Hvor er den Dreng? Hvad Forklaring giver han? Hvor kommer han fra? Han kan da ikke være dumpet ned fra Himlen, vèd jeg, Højstærede?«

»Nej naturligvis!« svarede Doktoren og saa' lidt nervøs hen paa Damerne. »Jeg er inde i hele hans Historie, — — men det kan vi nu altid tale om bagefter! De ønsker rimeligvis allerførst at se Stedet, hvor Tyvene prøvede paa at bryde ind?«