142
CHARLES DICKENS
De to Damers Taalmodighed blev saa imidlertid sat paa en større Prøve, end Doktoren havde givet dem Grund til at vente. Thi Time gik efter Time, og Oliver laa stadig i dyb Søvn. Først efter at Mørket var begyndt at falde paa, meddelte Doktoren, at Drengen var vaagnet, og at det var bedst, de talte med ham straks.
Det blev en lang Samtale. Thi Oliver fortalte hele sit Livs Historie, og tit nødte Matheden og Smerterne ham til at holde inde. Hvor det lød højtideligt her i det halvmørke Værelse at høre den syge Stakkels Stemme berette om alle de Sorger og Lidelser, som onde Mennesker havde paaført ham! Men — den Aften blev hans Pude glattet af Kvindehænder, og Menneskelighed og Mildhed vaagede ved hans Side, da han sov ind. Han følte en salig Fred, han kunde være død uden at kny.
Straks efter at han var falden i Søvn igen, tørte Doktoren sine Øjne (idet han, som han plejede, brummede over, at de blev saa svage med Aarene) og begav sig derpaa ned i Køkkenet for at aabne Felttoget mod Hr. Giles. I det huslige Folketing, Køkkenet, var forsamlet Tjenestepigerne, de Herrer Giles og Brittles, Kedelflikeren (som af Hensyn til sine udviste Tjenester havde modtaget en særlig Indbydelse til Traktement Resten af Dagen) samt Politibetjenten. Sidstnævnte Herre var udrustet med en stor Stok, et stort Hoved, store Ansigtstræk, store Kravestøvler, og saa' ud til at have indtaget et tilsvarende Kvantum Ale, hvad han ganske rigtigt ogsaa havde.
Nattens Hændelser var endnu stadig paa Tapetet. Da Doktoren traadte ind, var Giles just i Færd med at berømme sin egen Aandsnærværelse, medens Brittles med et Krus Ale i Haanden bekræftede alt muligt, endnu før hans Foresatte havde paastaaet det.
»Bliv bare siddende!« bad Doktoren og slog ud med Haanden.
»Mange Tak, Hr. Doktor,« svarede Giles. »Fruen sagde, at der skulde skænkes noget Ale, og da jeg slet ikke var oplagt til at sidde alene oppe paa mit Værelse, saa drikker jeg min Portion her nede.«
Brittles førte an til en dæmpet Mumlen, hvormed de tilstedeværende Damer og Herrer udtrykte deres Glæde over Giles' Nedladenhed. Og Giles saa' sig beskyttende om i Kredsen, som for at tilkendegive, at saa længe de opførte sig pænt, skulde han aldrig forlade dem. Derefter spurgte han: »Hvordan er det med Patienten i Aften, Hr. Doktor?«
»Aah, — saa la-la!« svarede Doktor Losberne. »Jeg er bange for, Giles, De har redet Dem ind i en kedelig Historie dèr!«
Giles begyndte at skælve. »Det er da vel ikke Doktorens Mening, at han gaar hen og dør?« spurgte han. »Saa fik jeg aldrig en glad Time mer i Livet! Jeg forsikrer Dem, Hr. Doktor, jeg kunde ikke tage Livet af en Dreng, ikke en Gang af Brittles dèr, for alt det Sølvtøj, her er i Distriktet!«
»Ja, det er nu ikke det, det kommer an paa,« bemærkede Doktoren hemmelighedsfuldt. »Sig mig, Giles, De er jo Protestant.«
Giles blev meget bleg. »Jo, Hr. Doktor,« mumlede han, »det haaber jeg da!«
