140
CHARLES DICKENS
»Om Forladelse,« indskød Giles, »jeg vilde lige til at beskrive ham for Fruen, men saa kom Doktoren i det samme!« — Sagen var, at Giles havde ikke kunnet bekvemme sig til at tilstaa, at det var bare en Dreng, han havde skudt. Hans Tapperhed havde indbragt ham saadanne Lovtaler, at han ikke, om det saa skulde have gældt hans Liv, kunde have dyet sig for at udsætte Forklaringen endnu nogle Minuter, for at han i dem roligt kunde svælge i sin Berømmelse som uforfærdet modig Mand.
»Rosa vilde ind at se til Mennesket,« forklarede Fru Maylie; »men jeg sagde, hun maatte ikke.«
»Hm!« mente Doktoren, »der er ellers ikke noget skrækindjagende ved ham. Vilde De have noget imod at se paa ham, naar jeg er til Stede?«
»Nej — hvis De anser det for nødvendigt?…«
»Saa anser jeg det for nødvendigt!« sagde Doktoren. »I al Fald er jeg ganske vis paa, at De bagefter vilde fortryde, om De ikke havde gjort det. Han er fuldstændig rolig nu. Tillader De, Frøken, maa jeg byde Dem Armen? Jeg forsikrer Dem, der er ikke fjærneste Grund til at være betænkelig!«
Under mange Ceremonier bød han begge Damer Armen, og førte dem galant op ad Trappen. — »Saa! nu skal vi høre, hvad De synes ' om ham!« hviskede han og lukkede sagte Sovekammerdøren op. »Han er rigtignok ikke blevet barberet fornylig; men han ser alligevel slet ikke vildmandsagtig ud.« Dermed trak han Sengeomhænget til Side, og Damerne saa' i Stedet for det skumle Bandit-Fjæs, som de ventede at finde, — et forpint og udmattet og sovende Barn! Den saarede Arm. der var blevet forbundet og lagt i Skinne, laa tværs over hans Bryst; hans Hoved hvilte paa den anden Arm, der næsten skjultes af hans lange Haar.
Den brave Doktor stod nogle Minuter, stadig med Sengeomhænget i Haanden, og stirrede tavs paa sin lille Patient. Saa gled Frøken Rosa sagte forbi ham, satte sig paa en Stol ved Hovedgærdet, bøjede sig ind over Oliver og strøg Haaret bort fra hans Pande, — og der faldt vist en Taare paa den i det samme. Drengen rørte sig lidt og smilte i Søvne, som om disse Tegn paa Medlidenhed og Medfølelse havde kaldt frem i ham en Drøm om ukendt Mildhed og Venlighed. Saadan kan Lyden af sød Musik, rislende Vand paa et ensomt Sted, eller Duften af en Blomst, eller endog blot Nævnelsen af et kært Navn pludselig vække undertiden utydelige Minder om Oplevelser fra en anden Tilværelse, — Minder, der kommer og gaar igen lig et Aandepust, og som ingen menneskelig Magt formaar at kalde tilbage.
»Men hvad skal det sige?« spurgte den gamle Dame hviskende. »Det stakkels Barn kan jo dog umuligt have været i et Tyve-Komplot.«
Doktoren rystede paa Hovedet og sukkede. »Lasten,« svarede han, »er til Huse i mangt et Tempel. Hvem tør sige, at den ikke kan skjule sig bag en smuk Skal?« Straks efter tilføjede han noget om, at de kunde nemt forstyrre Patienten, og han førte saa Damerne ind i et Værelse ved Siden af.
