Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/120

Denne side er blevet korrekturlæst

120

CHARLES DICKENS

og han saa' hen paa unge Hr. Charley som for at opfordre denne til at bekræfte hans Ord. Men idet Charley aabnede Munden for at bevidne, at han havde aldrig i sine Dage været saa alvorlig som nu, busede han desværre ud i et rent Hyl af Latter. Hvorefter den fornærmede Fregne-Tom uden videre Dikkedarer fo'r tværs over Gulvet og langede ud efter ham med et Slag, som (da Charley behændigt bukkede sig) ramte Jøden lige i Brystet og fik ham til at trimle over mod Væggen. Der stod han saa og snappede efter Vejret, medens Fregne-Tom sønderknust saa' til.

»Tys!« udbrød idet samme Rævetampen, »der blev ringet!« Og han tog Lyset og listede ud.

Straks efter, medens de andre sad i Mørke, blev der ringet heftigt igen. Rævetampen kom tilbage og hviskede med en hemmelighedsfuld Mine til Fagin.

»Hvad for noget?« udbrød Jøden: »alene?!« Han stod et Øjeblik og bed i sine gule Fingre, og der kom et Udtryk i hans Ansigt, som om han var angst for at faa nærmere Besked. Endelig saa' han op. »Hvor er han?« spurgte han.

Rævetampen pegede ud mod Trappen og gjorde en Bevægelse, som om han vilde til at gaa.

»Ja,« sagde Jøden til Svar paa hans tavse Spørgsmaal, »tag ham herind!… Tys, Charley og Tom! væk med Jer!«

Charley og Fregne-Tom forsvandt øjeblikkelig, det var slet ikke til at skønne, hvor de var blevet af. Straks efter kom Rævetampen ned ad Trappen med Lyset i Haanden og fulgt af en Mand i en grov Kittel. Manden saa' sig hurtigt om i Stuen, viklede derpaa et stort Tørklæde af, som havde skjult hele hans Underansigt, og viste sig at være — den flotte Toby Brækjern, men udtæret, uvasket og ubarberet.

»Aften, Fagin!« sagde denne ædle Herre og nikkede til Jøden. »Tag og put det Halstørklæde ned i min Hat, Rævetamp, saa jeg véd, hvor det er, naar jeg skal til at gaa!« Dermed trak han en Stol hen foran Kaminen og satte sig, med Fødderne op paa Risten. »Vil De nu se, Fagin,« tilføjede han og pegede mistrøstig paa sine Kravestøvler, »ikke en Draabe Blanksværte, siden De véd nok, Gud straffe mig, ikke en Draabe!… Lad vær' og staa og glo saadan paa mig, Menneske! Hver Ting til sin Tid; jeg kan ikke sludre om Forretninger, før jeg har spist og drukket, nu har jeg ikke faaet en ordenlig Bid Mad snart i tre Dage!«

Jøden gav Rævetampen et Vink om, at han skulde sætte frem paa Bordet, hvad de havde, og han satte sig saa selv lige overfor Indbrudstyven og ventede… Men Toby lod ikke til at være opsat paa Samtalen. Forgæves søgte Jøden at læse sig til i hans Ansigt, hvad Besked han havde. Toby saa' træt og udaset ud, men forøvrigt var der over ham det vanlige Præg af selvtilfreds Ligegladhed. Saa rejste Jøden sig og gik utaalmodigt op og ned ad Gulvet og fulgte spændt hver Bid, han førte til Munden. Toby spiste uforstyrret videre, til han ikke kunde mer. Saa først jog han Rævetampen ud, lukkede Døren, lavede sig et