118
CHARLES DICKENS
»Hun sagde, at jeg skulde gemme det godt, jeg var jo den eneste, der var hos hende. Og jeg stjal det!… Man vilde have behandlet Drengen bedre, dersom man havde vidst det alt sammen: men det har jeg sagt Dem.«
»Nej, nej, — skynd dig!… dersom man havde vidst hvad?«
Den Syge gjorde igen en Kraftanstrengelse: »Da Moderen mærkede, at Døden nærmede sig, saa hviskede hun til mig, at hvis hendes Barn blev i Live, saa vilde den Dag dog maaske komme, da det ikke behøvede at skamme sig saa meget endda over sin stakkels Moder. Og »aa Gud,« bad hun, »enten det nu bliver en Dreng eller en Pige« — — —«
»Hvad hed Drengen?« afbrød Madam Corney hende.
»De døbte ham Oliver,« mumlede den Syge sagte. »Og det Guld, som jeg stjal, det Guld…«
»Ja, — hvad dèt, hvad dèt?«
Madam Corney bøjede sig endnu længere ned over Sengen. Men hun rykkede instinktmæssigt tilbage, da den Syge endnu engang, langsomt og stift, rejste sig over Ende og famlede med begge Hænder om Tæppet og mumlede nogle uforstaaelige Ord — og sank tilbage. — — —
»Stendød!« sagde den ene af de to gamle Kærlinger, der skyndsomst smuttede ind, saa snart Døren var blevet lukket op.
»Ja. Og naturligvis var det ingenting, hun havde at sige!« bemærkede Madam Corney, som ligegyldig gik sin Vej.
25.
Igen hos Fagin & Kompagni.
Den Aften, da dette hændte i Fattighuset, sad Fagin i sin Hule og grublede henne ved den daarligt brændende Ild. Der laa paa hans Skød en Kakkelovnspuster, som han aabenbart havde brugt for se at faa bedre Ild; men saa var han falden i Tanker og sad nu og stirrede aandsfraværende paa den rustne Kaminrist… Ved Bordet omme bag ham sad Rævetampen, unge Hr. Charley samt Fregne-Tom og spillede Whist. Rævetampen havde den blinde Makker. Nu og da, naar Lejlighed gaves, mønstrede han hurtigt og opmærksomt Fregne-Toms Kort og indrettede saa sit Spil derefter. Det maa tilføjes, at Fregne-Tom og hans Makker ufravigelig tabte, hvilket dog ikke i mindste Maade lod til at ærgre unge Charley. Hver Gang et Spil var ude, stak han tvertimod i en skraldende Latter og forsikrede, at han vilde være fordømt, om han nogensinde havde været med til saa grinagtig en Whist.
»Ja, det var den Rubbert!« bemærkede Fregne-Tom, meget lang i Ansigtet, og han tog et Pengestykke op af Vestelommen. »Det er ogsaa Pokkers med dig, Jack, du vinder altid! Selv om Charley og jeg har nok saa gode Kort, saa taber vi!«
Enten nu Sagen i sig selv eller Fregne-Toms Tonefald morede Char-
